Skrevet af Dorte
Det hele startede den 26/9-2005, da jeg tog en test, og den var positiv. Min graviditet forløb, som den skulle, og jeg havde det rigtigt godt. Jeg havde ikke kvalme eller andre gener.
Da vi nåede 2 uger før termin, begyndte jeg at få for højt blodtryk og fik at vide, at jeg skulle holde mig i ro, så det gjorde jeg. Jeg bestilte ikke andet end at ligge på sofaen, så blodtrykket kunne falde lidt.
Så da vi nåede til lørdag den 21/5-2006, syntes jeg, at jeg havde symptomerne på svangerskabsforgiftning, og vi tog på sygehuset og fik det tjekket. Det tog 3 timer, og vi fik at vide, at der ikke var noget, så vi tog hjem igen.
Så blev det mandag aften den 23/5-2006, og jeg begyndte at få ondt lige under brystet, så jeg ringede til jordemoderen på sygehuset og sagde, at jeg havde ondt. Jeg mente måske, at det var lungerne. Hun sagde, at jeg skulle ringe til lægevagten, og det gjorde jeg så. Han sagde, at jeg skulle ringe til min egen læge næste dag.
Det blev tirsdag morgen, og jeg havde stadig ondt, for ikke at sige meget ondt. Jeg fik en tid og tog derop. Lægen mente, det var en fibersprængning, fordi barnet havde sparket for meget det samme sted. OK, tænkte jeg så, så er der jo ikke rigtigt noget at gøre. Jeg må bare håbe, han snart vil ud, for jeg havde meget ondt, og det blev ikke bedre, det blev faktisk værre.
Dagene gik, og jeg sov ikke ret lang tid ad gangen på grund af smerter, og det gjorde ondt, når jeg lå, vendte mig, sad op og stod op. Ja, det var faktisk lige meget, hvad jeg lavede, så gjorde det ondt, så jeg tænkte hver dag, at nu måtte han gerne melde sin ankomst.
Da vi så nåede søndag den 28. kl. 21, og jeg lige havde set Prison Break, gik jeg ud i køkkenet for at få noget at drikke. Jeg kunne mærke, at der løb noget vand ned ad mit ben, så jeg skyndte mig på toilettet og kaldte på min kæreste.
Han kom ud fra soveværelset, og jeg sagde: "Jeg tror, vandet er gået". Jeg ringede til sygehuset og fortalte, at jeg mente, at vandet var gået. Hun sagde, at vi lige skulle komme derover, så hun kunne tjekke det. Jeg vaskede mig og tog et bind på, for der løb stadig vand ud, og vi kørte af sted.
Da vi kom derud kl. ca. 21.30, så hun bindet med fostervand på og sagde, at hun lige skulle kigge på mig. Så jeg blev lagt op på en briks og fik sat nogle målere på og en til at måle blodtryk. Så hentede hun en læge, og sammen blev de enige om, at jeg skulle blive uden først at fortælle mig hvorfor.
Så undersøgte de, hvor åben jeg var. Jeg var kun ½ cm åben, og så sagde lægen: "Vi gør lige klar til kejsersnit, hvis det nu skulle blive aktuelt". Så er der lige et par ting, jeg ikke kan huske, for lige pludselig siger de, at jeg skal have kejsersnit.
Jeg nåede faktisk ikke rigtigt at sige eller gøre noget, for så var vi på vej ned på operationsstuen. Så da klokken var 23, kom vores dejlige dreng Lukas til verden, og han havde det godt. Han vejede 3.100 gram og var 50 cm.
Jeg fik så at vide, at grunden til, at jeg havde fået kejsersnit, var, at der var tegn på stress i fostervandet, hans hoved stod ikke helt som det skulle, der var tegn på svangerskabsforgiftning (det havde der været i prøverne, jeg fik taget ugen inden, uden nogen havde sagt noget), og der var noget med mine levertal.
Vi lå så på intensiv hele natten og kom først op mandag formiddag, fordi jeg havde for højt blodtryk.
Jeg lå på sygehuset i 5 dage, og de var søde ved mig. De gjorde alt for at få min amning i gang, men min brystvorte var ikke "designet" til en baby, så jeg fik en suttebrik, og så begyndte det at gå godt.
Så kom dagen, hvor vi skulle hjem og begynde at være en lille familie. Det gik også fint, og da vi så nåede torsdag den 8/6-2006, kom sundhedsplejersken på besøg for første gang. Da hun så, at jeg brugte suttebrik, blev hun helt stille, for hun syntes, at Lukas var meget lille, og da hun så vejede ham, vejede han kun 2.800 gram. Det var jo ikke så godt, så hun sendte min kæreste på apoteket efter mad til ham.
Det viste sig nemlig, at når et barn får mad gennem en suttebrik, er der stor risiko for, at det ikke får nok mad, fordi den skal suge meget mere, end hvis man ikke bruger suttebrik. Så nu får Lukas kun flaske, og han er kommet godt efter det. Han bliver snart 3 måneder og vejer 5.300 gram og er 62 cm.
Så til jer, der bruger suttebrik: Pas på, det kan være, dit barn ikke får nok mad, ligesom mit ikke gjorde.
Tak fordi I ville læse min historie.
11-12-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025