Skrevet af Camilla
Jeg havde termin med mit andet barn den 10. juli 2006, og efter scanningen blev denne termin rykket til den 9. juli 2006. Men en terminsdato er jo ikke altid ensbetydende med, at det er på denne dag, at barnet melder sin ankomst, så først natten mellem den 11. og 12. juli begyndte der at ske noget.
Jeg var gået i seng om aftenen den 11. juli, men havde lidt uro i kroppen. Jeg havde dog ikke fornemmelsen af, at der var noget i gærde, men valgte dog til midnat at forlade min seng for at indtage pladsen på sofaen.
Kl. 00.48 kom den første ve, men jeg var på det tidspunkt ikke klar over, om det var en plukkeve, eller om det var fødslen, der var ved at gå i gang. Jeg blev dog klogere, og veerne kom jævnt med 10 minutters mellemrum.
Det begyndte efterhånden at gøre lidt mere ondt ved veerne, og jeg gik derfor rundt ude i køkkenet under veerne, for det var rarere end at ligge ned.
Kl. ca. 05.00 gjorde det ondt i lænden under veen, og jeg besluttede, at jeg hellere måtte vække min kæreste for, at vi stille og roligt kunne forberede os på at skulle være forældre igen.
Men da jeg vendte mig om for at gå ind i soveværelset, kom den første presseve, og jeg registrerede, at jeg ikke kunne nå at få ham vækket. Derfor fik jeg mig bugseret ind i det nærmeste badeværelse, hvor jeg meget diskret prøvede at kalde ham vågen.
Smart som jeg var, havde jeg lukket døren ind til soveværelset for ikke at forstyrre ham med mit renden rundt i nattens løb, og nu befandt jeg mig i den anden ende af huset uden mobiltelefon, for den havde jeg for en sikkerheds skyld taget med ind i stuen.
Det mest usmarte ved mit valg af nærmeste badeværelse var, at vores datter på knap 3 år havde værelse lige overfor.
Da den næste presseve kom, og jeg endnu ikke var kommet i kontakt med kæresten, skreg jeg HJÆLP, så højt jeg kunne. Det vækkede vores datter, og hun begyndte at græde højt. Det hørte faderen og kom tumlende ud af soveværelset.
På det tidspunkt kunne jeg mærke, at babyens hoved var på vej ud, men da jeg ikke havde nogen til at fortælle mig, om det var OK at presse med, fik jeg benene op på håndvasken og gispede som en sindssyg. Jeg mærkede, at hovedet støtte imod, men i første omgang blev det dog derinde.
Kæresten fik, da han kom ud fra soveværelset, besked på at ringe 112 med en efterfølgende kommentar om "nu føder jeg på gulvet".
På alarmcentralen blev han spurgt, om vandet var gået, og det spørgsmål råbte han videre til mig. Han anede jo ingenting, for han var lige blevet vækket. Jeg vidste ikke, om vandet var gået, men i og med, at hovedet var på vej ud, sagde jeg, at han bare skulle sige JA.
Da jeg med mit råben havde fået vækket vores datter, blev han nødt til at tage sig af hende i stuen, og han fik ringet efter mormor, der skulle komme og tage sig af hende, når jeg skulle føde.
Samtidig med, at han havde snakket med alarmcentralen, havde jeg fået den næste presseve, og jeg kunne ikke gøre andet end at presse med, og så kom vores søn til verden.
Det nøjagtige fødselstidspunkt kendes ikke, da vi ikke har noget ur på badeværelset, men det var omkring kl. 05.15, og dette tidspunkt kom efterfølgende til at stå i papirerne.
Lige da jeg havde født, skreg vores søn ikke. Han havde navlestrengen rundt ved halsen, og den fik jeg fjernet, og efterfølgende puttede jeg pr. refleks en finger i munden på ham. Så kom det første skrig.
Min kæreste kom, efter han havde fået lagt røret til telefonen på, ud og spurgte, om jeg havde født, da han mente, han havde hørt et skrig. Han lukkede døren ud til badeværelset igen, hvilket jeg selv havde gjort, da vores datter jo skulle forbi døren for at komme ind til sin far.
Han kom dog hurtigt tilbage og åbnede døren igen for at spørge, om jeg havde set, om det var en dreng eller en pige, og jeg kunne meddele ham, at han havde fået en søn.
Ca. 10 minutter efter fødslen ankom ambulancen, og selvom de havde kørt med fuld udrykning, var fødslen jo allerede veloverstået.
Min kæreste stod ude i indkørslen og tog imod dem, og de spurgte, om fødslen var ved at være op over. Han kunne meddele dem, at jeg havde født ca. 10 minutter forinden, at vi havde fået en søn, og at vi lå på badeværelsesgulvet.
De fik derefter hurtigt taget båren ud af ambulancen og kom ind til mig. Og der lå jeg med vores søn på maven, underbukserne hængende om knæene, navlestrengen var ikke klippet, for det anede jeg ikke, hvordan jeg skulle gøre, og moderkagen havde endnu ikke meldt sin ankomst.
Falckredderen spurgte, om vi havde kontaktet fødeafdelingen. Det havde vi ikke. For det første havde der ikke været tid, og efterfølgende havde vi faktisk glemt alt om det. Falckredderen ringende for os for at høre, hvad vi skulle stille op med navlestrengen, og han fik at vide, at de bare kunne køre mig til sygehuset, så skulle de nok klippe den der.
Jeg kom op på båren, og undervejs ud til ambulancen var en meget forvirret mormor ankommet. Da hun var undervejs ind i huset, begyndte vores søn at klynke, og hun vendte kort omkring for at få bekræftet, at jeg havde født. Hun fik at vide, at hun var blevet mormor til en lille dreng.
Turen til sygehuset gik stille og roligt og uden udrykning. Der var jo ingen grund til at skynde sig, for det hele var jo vel overstået.
Efter ankomsten til fødeafdelingen blev navlestrengen klippet, og så skulle moderkagen fødes. Den var nemlig ikke kommet ud endnu. Til gengæld havde den sat sig fast, for livmoderen var begyndt at trække sig sammen.
Jeg blev masseret på maven, og det gjorde bare nas, men der skete stadig ikke noget. Først da vores søn var blevet lagt til brystet, løsnede moderkagen sig og kom ud af sig selv.
Efterfølgende skulle jeg lige lappes lidt sammen, da min ene skamlæbe var gået i stykker, men det ville også være sket, hvis jeg havde født på sygehuset. Så jeg fik dermed bekræftet, at jeg havde været 10 cm åben, da jeg fik presseveerne.
Senere på dagen blev jeg bombarderet med efterveer, og jeg ville hellere have været igennem endnu en fødsel end at skulle have efterveer, for nøj hvor gjorde det nas. De veer, jeg ikke havde haft inden fødslen, kom nu med fuld kraft!
Jeg valgte at blive på familieafsnittet i 1½ døgn for lige at komme mig over oplevelsen, inden vi tog hjem til dagligdagen.
I dag er Nickolaj 7½ uge, og han trives fint. Jeg har det også fint ovenpå min spontane hjemmefødsel, og var jeg blevet spurgt, inden jeg fødte, om jeg ville føde hjemme, ville jeg klart have afvist, for det skulle jeg i hvert fald ikke.
Og i øvrigt havde jeg den opfattelse, at det der med at føde spontant hjemme, det burde bestemt ikke kunne lade sig gøre, men det kunne det altså. Jeg fødte på en måde og på et sted, jeg bestemt havde forsvoret, men heldigvis var det en positiv oplevelse.
19-11-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025