Skrevet af Dorte
2½ år forinden, jeg skulle føde anden gang, fik jeg min første søn Mathias. Jeg blev sat i gang dagen efter min termin på grund af svær væskeophobning i kroppen samt stærke smerter på grund af bækkenløsning.
Der skete dog intet den dag, ej heller om tirsdagen, hvor 3 stikpiller blev lagt op. Onsdag var pausedag, torsdag nåede der at blive lagt 2 piller op, hvorefter jeg fik falske veer. 2 panodiler tog smerterne.
Endelig natten til fredag kom de rigtige veer, og efter 10 timer og en lidt vanskelig fødsel kom Mathias til verden.
2½ år efter står jeg på fødegangen igen 3 dage efter min termin. Jeg skal atter igangsættes, da der efter Mathias' fødsel står i min journal, at jeg ikke må føde et barn meget større end ham (han vejede 3.580 gram).
Jeg havde fået tilbudt et planlagt kejsersnit, men ønskede en vaginal fødsel, hvis det var forsvarligt. Det vurderede overlægen, at det var. Desuden havde Mathias også "banet vejen frem".
Den lille bebs i min mave blev skønnet til at veje 3.875 gram, så nu skal den også ud! Men jeg ved jo fra første gang, at en igangsættelse kan tage tid, så jeg sender min mand Thomas på arbejde og kører Mathias i dagpleje, inden jeg tager på sygehuset.
Kl. 8.30 bliver den første stikpille lagt op, og i en time ligger jeg ned, mens der bliver kørt CTG. Derefter kører jeg hjem igen og skal møde igen kl. 15.00 til næste stikpille. Efter 2. stikpiller kommer der en lille nivert, mens jeg ligger dér i sengen med CTG påsat på maven.
"Nå, det er nok ingenting", tænker jeg. Thomas og Mathias henter mig kl. 16.45, for der er jo ingen grund til at blive derude. Vi tager ud og handler, og dér føles det som om, at jeg ligesom har begyndende menstruationssmerter - men det er nok ikke noget.
Ca. kl. 17.30 begynder der at komme, hvad jeg tror, der er falske veer. Det niver lidt en gang i mellem, men det er jo nok ingenting.
Kl. 18.00 spiser vi til aften. "De falske veer" niver lidt mere nu. Men det kan et par panodiler sikkert tage ligesom sidste gang, tænker jeg.
Kl. 18.30 kører Thomas derfor af sted for at købe panodiler og for at gå en tur med vores hund. Der er da heller ikke nogen grund til, at han skal tage mobiltelefonen med!
Kl. 18.45 sidder Mathias og jeg og ser Teletubbies, da der pludselig lyder et smæld, og vand fosser ud. PANIK! Jeg løber straks ud på toilettet for at tjekke farven på vandet - med Mathias i hælene.
Fostervandet har heldigvis den klare farve. Veerne kommer med 5 minutters interval, men de er ikke så stærke, og jeg er stadig overbevidst om, at de er falske. Jeg får dog kontaktet min jordemoder Anita og aftaler, at jeg skal komme ind til et tjek kl. 20.00. Jeg kan jo altid tage hjem igen.
Jeg ringer efter min svigermor, som skal passe Mathias, og hun er heldigvis i nærheden. Nu er der kun 2-3 minutter mellem veerne, og det begynder ligesom at gå op for mig, at det ikke er falske veer.
Kl. 19.15 kommer svigermor, og hun er bestemt ikke tryg ved situationen, for veerne kommer hurtigt, og min uvidende mand er endnu ikke kommet hjem. Jeg tøffer selv rundt og pakker de sidste af Mathias' ting, hvis jeg ikke klamrer mig til en vindueskarm, når veerne kommer. Men der kommer ikke en lyd ud af min mund under veerne, da Mathias ikke skal mærke noget.
Endelig kommer Thomas, og svigermor åbner døren, mens hun råber: "Kan du så komme ind - din kone har veer!". Den stakkels mand bliver noget rund på gulvet og uforberedt på alt det, som allerede er arrangeret.
Men da han hører, at vandet er gået, er det første han spørger om "hvor" og "skete der noget med sofaen?" (sofaen var helt ny).
Kl. 19.40 kører svigermor og Mathias, og nu gør det altså bare hamrende ondt. Samtidig er jeg lidt ked af det, da jeg føler, at jeg svigter Mathias. Jeg ved dog ikke, hvad jeg lige havde forestillet mig. Han kan jo ikke komme med til fødslen!
Kl. 20.00 er vi på fødegangen - av, av, av hvor gør det ondt nu. Min jordemoder Anita spørger også lidt grinende, hvad der er sket med de falske veer.
Jeg bliver undersøgt, og er allerede 4-5 cm åben. Jeg får tilbudt et klyx, hvilket jeg siger ja til. Det skulle jeg aldrig have gjort! Det er nemlig ikke særlig nemt at sidde på toilettet og så få en ve, for jeg kunne bare ikke sidde ned under veen.
Derfor måtte jeg rejse mig hver gang og holde fast i badekarret - meget besværligt og meget ulækkert! Og nu føles det som om, veerne kommer, lige så snart jeg rører mig, hvilket gør det at tørre sig noget sværere. Langt om længe bliver jeg dog færdig.
Kl. 20.20 er veerne som beskrevet tiltaget i styrke, og intervallet er kortere. Jeg siger ja til tilbudet om at komme i badekar, hvilket Anita går i gang med at gøre klar.
Kl. 20.30 mærker jeg, at det begynder at presse, og Anita konstaterer, at jeg nu er 7 cm åben. Hun får mig op i seng, og jeg skal gispe og puste under veerne. Anita siger, at det går stærkt med, at livmodermunden åbner sig. Pressetrangen tiltager, og hun holder igen indvendigt, så intet sætter sig fast.
Kl. 20.55 er jeg 9,5 cm åben, og det eneste jeg vil er at presse. Anita siger, at jeg skal komme om på venstre side, hvilket jeg ikke vil. Men da hun gentager det lidt mere skrapt, får jeg møvet mig om.
Jeg får samtidig lattergas, men det føles ikke så rart. Anita holder sin hånd på min mave for at mærke veerne, siger hun, men for mig føles det som magiske hænder, for samtidig kan jeg mærke, hvordan bebsen glider hurtigt ned på plads.
Så kan der presses - skønt!
Kl. 21.05 dykker bebsens hjertelyd, og skønt jeg forsøger at få så meget ilt ned til den via iltmasken, retter hjertelyden sig for langsomt, hvilket medfører, at overlægen bliver tilkaldt.
Kl. 21.15 er hjertelyden atter fin. Thomas støtter mit ene ben og sygeplejersken det andet, og Anita er dernede, hvor hun skal være. Jeg har dog desperat behov for at holde i en eller anden, og da overlægen nu står ved siden af mig, kigger jeg bønfaldende op på ham, hvorpå han rækker mig sin hånd med ordene "så længe du ikke niver".
Anita siger nu, at hun kan se noget brunt hår, hvorpå jeg bare presser, for jeg vil da også se. "Dorte, du må kun presse ved en ve". Hamrende uretfærdigt, at alle andre end jeg kan se noget!
Et par gange under presseveerne kommer der skyller af fostervand blandet med blod. Det ryger ud i rummet og rammer også Anita.
Kl. 21.20 fødes en stor flot dreng. Jeg begynder at græde, da han kommer over på min mave samtidig med, at jeg takker overlægen, fordi jeg fik lov at føde selv. "Ja, nu smutter du dem bare ud", svarer han.
Vores dreng bliver født i en skylle af fostervand iblandet meconiun. Det er tegn på, at han har været lidt stresset under fødslen. Men Anita siger også, at det gik ekstremt stærkt, så der er ikke noget at sige til, at han har været stresset.
Hun nåede også selv at blive temmelig stresset under fødslen, da hun ikke havde regnet med, at det skulle gå så stærkt. Vandet i badekarret nåede heller ikke at blive slukket, før det var helt fyldt, så det var lige 1.000 liter til ingen nytte.
  Vores dreng Mikkel vejer 3.850 gram og er 55 cm lang. Det var en fantastisk fødselsoplevelse og egentlig meget godt gået med "falske veer".
Mathias er nu 4½ år, og Mikkel er lige blevet 2 år. Om bare 2 uger skal de have en lillebror eller -søster. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at moderen håber på en lignende fødsel - altså lige på nær at få klyx.
01-07-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025