Skrevet af Tanja
Her er en opfølger fra min seneste historie "Mens vi venter på nummer 2". I min tidligere historie fortalte jeg om min første fødsel, der endte med et akut kejsersnit efter 11 timer med veer og mine tanker omkring det at vente nr. 2 efter sådan en omgang.
Nu er nummer 2 så kommet 4 dage efter termin, og sådan gik det til:
Det hele startede som ved min første fødsel med, at vandet gik uden noget forudgående varsel. Jeg havde termin den 29/12-2005, så efter en meget spændende venten omkring jul og nytår var det med et smil på læben, at jeg klokken ca. 5 den 4/1-2006 vækkede min kæreste med beskeden om, at i dag skulle han være far til to.
Efter en glad og forventningsfuld snak blev vi enige om at prøve at sove lidt mere. Det var meget tidligt på dagen, og da jeg endnu ikke havde ondt, var der ingen grund til at vække hverken vores datter på 5 eller hendes farmor og farfar, der skulle have hende på besøg, når vi tog på hospitalet.
Omkring klokken 7 var det ikke længere muligt for mig at sove, så jeg ringede til Skejby Sygehus og satte dem ind i sagerne. Vi blev enige om, at vi stille og roligt sendte vores datter i børnehave klokken 9 og derefter kørte til Skejby inden middag. Bare til en undersøgelse, for der var jo sikkert mange timer endnu, inden der rigtig kom gang i sagerne.
Som sagt så gjort. Min datter blev sendt glad og rolig i børnehave uden viden om, hvad der var på vej. Vi havde forinden aftalt, at hun så vidt muligt ikke skulle vide noget, inden søster eller bror var der, eller i hvert fald var godt på vej. Jeg ville skåne hende for de måske mange timers venten og spekulationer over, hvordan det gik med mor, om det gjorde meget ondt osv.
Farmor og farfar blev alarmeret, og det blev aftalt, at de skulle hente vores datter i børnehaven. Selv om vi sikkert var hjemme på det tidspunkt, ville jeg da være så langt henne i fødslen, og det skulle hun ikke se.
Klokken ca. 11.30 var vi på Skejby Sygehus og ventede på at komme ind til undersøgelse. Veerne var der bestemt, men de var ikke værre end, at jeg kunne holde dem ud. Jeg blev efter en god ventetid undersøgt, hvor jeg var ca. 3 cm åben.
Da vandet var gået for efterhånden nogle timer siden, og min sidste fødsel endte i akut kejsersnit, blev jeg derfor indlagt. Det var lidt hurtigere, end vi havde regnet med. Man hører jo så meget om, at man som fleregangsfødende skal være et godt stykke henne i fødslen, før man bliver indlagt.
Men jeg blev installeret på en fødestue, og min kæreste kørte hjem og fik afleveret vores datters ting hos farmor og farfar. Vi havde jo regnet med at blive sendt hjem igen, så det havde vi ikke fået gjort. Vi bor forholdsvis tæt på Skejby, så han var kun væk i en time. I den tid fik jeg lidt frokost.
Jeg bestilte allerede der en epiduralblokade. Veerne var klart værre nu, men jeg vidste da godt, at fødslen ikke var lige op over. Jeg havde en teori om, at det var vigtigt for mig, der er ret lille af statur, at være så afslappet og rolig som mulig under forløbet, for på den måde at kunne skabe mest mulig plads til barnet og undgå endnu et kejsersnit.
Jeg havde gået til gravidyoga og håbede, at jeg via disse øvelser og epiduralblokaden kunne skabe bedst mulig plads og komme igennem det helt naturligt. Ved min sidste fødsel kunne de ikke lægge epiduralblokaden til kejsersnittet, for da var jeg så spændt og forkrampet efter de mange timer med veer, at de ikke turde lægge den.
Dengang kom jeg i stedet for i fuld narkose. Det ville jeg undgå denne gang, og min teori var som sagt, at kunne jeg undgå at blive lige så forkrampet og låst som sidste gang, så skulle det nok gå anderledes.
Det startede også så fint. Da min kæreste kom tilbage, fik jeg epiduralblokaden, og så faldt der ro på det hele. Epiduralen virkede fint, så jeg kunne både tale og joke med min kæreste, mens vi spændt ventede. Jeg kunne mærke veerne, men de tog ikke pusten fra mig. Det var helt perfekt. Jeg var lige så rolig og afslappet i kroppen, som jeg havde håbet på.
Så var der vagtskifte blandt jordemødrene, og en ny kom ind. Hun mente ikke, at det gik hurtigt nok, så hun satte et ve-drop op. Så kom der gang i den. Hun fordoblede dosis ca. hvert 20. minut. Det nåede hun kun at gøre tre gange, før det gik galt.
Kort tid efter, at hun for tredje gang havde skruet op for ve–droppet, fik jeg pludselig voldsomt ondt. Pludselig var det som om, at epiduralblokaden ikke virkede mere. Jeg bad dem tjekke epiduralen, men den var OK. Alligevel havde jeg pludselig helt sindssygt ondt, og veerne var "mærkelige".
Hvor en ve mærkes og strammer over hele maven, var mine veer kun at mærke i området mellem skambenet og navlen. Der strammede det til gengæld helt sindssygt, og jeg var helt væk under veerne. Et eller andet sagde mig, at der var noget galt.
Jeg sagde til jordemoderen, at det her kunne jeg ikke holde ud. Veerne føltes mærkelige, epiduralen havde ingen effekt, og jeg ville tale med en læge. Lægen kom efter ca. 20 minutter og undersøgte mig under et par veer, mærkede på min mave og nævnte kejsersnit, inden jeg selv rigtig nåede at sige noget.
Kejsersnittet blev bestilt og ve-droppet fjernet. Jeg fik også en indsprøjtning, der skulle dæmpe veerne, men lige som epiduralen var den uden nogen effekt. Jeg blev kørt på operationsstuen under stærke veer, dosis i epiduralen blev sat op, men veerne fortsatte med samme styrke.
Personalet prøvede flere gange at tjekke, om jeg da ikke snart var følelsesløs, så de kunne få barnet ud. Men jeg blev ved med at kunne mærke alt, hvad de gjorde ved mig, og var det ikke for personalet, var jeg faldet ned af operationsbordet under veerne, som også fortsatte med samme styrke.
Til sidst efter ca. 15 minutter trådte en mandlig læge i karakter. Han sagde: "Dette her går ikke. Det kan vi ikke byde hverken mor eller barn. Så lægger vi hende i narkose". Jeg fik masken på, klemte min kæreste i hånden, inden han blev sendt ud igen, og væk var jeg.
Det første jeg registrerer, da jeg vågner op, er lyden af den maskine, der doserer den morfin, man får efter et kejsersnit. Så kommer også stemmer ind i min bevidsthed, og jeg slår øjnene op. "Så er Tanja her igen", siger jordemoderen og tager min hånd. "Sikke noget", siger hun. "Det var mærkeligt, som du ikke reagerede på det smertestillende, vi gav dig, eller epiduralen".
I samme sekund træder lægen, der sendte mig til kejsersnit, frem foran mig. Hun fortæller, at en lille del af det gamle ar, jeg har i livmoderen efter mit første kejsersnit, var sprunget op under veerne med mit barn nummer 2. "Det ser vi ikke ret tit, men det forekommer", siger hun. "For dig betyder det, at du fremover skal føde ved planlagt kejsersnit. Du kan få alle de børn, du vil have, men du får ikke lov at prøve at føde normalt mere".
Det kan vi jo kun tage til efterretning. Jeg spekulerer på, om det kunne være undgået, hvis jeg ikke have fået ve-drop, og veerne derfor blev kunstigt og for hurtigt stimuleret. Men det kan ingen sige, og egentligt er det jo også lige meget nu. Vi fik en sund og rask pige, der er lige så dejlig som sin storesøster, og jeg er her 7 uger efter også på benene igen.
Vi er selvfølgelig lykkelige for vores to piger, og ville ikke bytte dem for guld. Men vi vil nu også gerne have en dreng, så en tredje graviditet er da en mulighed. Især fordi vi nu kender spillereglerne og ved, at næste gang er det hele planlagt og styret fra starten. Så en gentagelse af mine to første fødsler vil ikke ske. Det er en rar tanke, uden den kunne flere børn ikke komme på tale.
30-04-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025