Gravide kan fraværsmeldes på grund af røg Gravide kan fraværsmeldes af deres læge, hvis der er for meget røg på jobbet.
3868
Passiv rygning på arbejdspladsen får læger til at fraværsmelde gravide fra jobbet. Årsagen er, at passiv røg skader fosteret og kan medføre lavere fødselsvægt. Men ansatte ved bare ikke, at de har denne mulighed, skriver magasinet Arbejdsmiljø.
"Det er ikke bredt kendt i branchen, at man kan bede sin læge om en fraværsmelding og opretholde fuld løn, indtil forholdene på arbejdspladsen er bragt i orden", siger Henrik Hansen fra Restaurationsbranchens Forbund.
Ifølge Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund har et medlem for nylig været fraværsmeldt af sin egen læge, fordi den gravide var omgivet af røg fra kunderne. Kvinden kunne dog genoptage arbejdet, da arbejdsgiveren fik indført røgfrit miljø i frisørsalonen.
Magasinet Arbejdsmiljø har foruden frisørsagen kendskab til to andre tilfælde, hvor gravide blev fraværsmeldt blandt andet på grund af passiv røg.
En fraværsmelding med løn sker ifølge bladet med henvisning til Arbejdstilsynets regler på området. Når lægen fraværsmelder den gravide, henvises hun samtidig til en arbejdsmedicinsk klinik, der undersøger og vurderer arbejdsmiljøet på den pågældendes arbejdsplads. Herefter giver klinikken råd om eventuelle nødvendige forbedringer, før den
gravide kan genoptage sit arbejde.