At føde en der ikke vil ud Vandet gik, mens Ina sad ude på trappen. 11 timer senere havde hun født sønnen Sebastian.
6156
Skrevet af Ina
Den 11. maj 2005 ved 19-tiden sad jeg i sofaen og forsøgte at fokusere på noget andet end de voldsomme stunts, Sebastian øvede sig på i min mave. Jeg havde i forvejen haft plukkeveer i et par uger. Ofte så voldsomme, at jeg var nødt til at gå i knæ og puste midt på gågaden (ja, folk var jo lige ved at ringe 112, når de så mig).
Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg kunne se forbi min egen trang til at føde og bare "nyde" de sidste uger/dage med lillemanden indeni. Så jeg gik ikke rundt og bildte mig selv ind, at NU skulle jeg sørme føde - dejligt lettende.
Nå, men jeg sad altså i den der sofa med lukkede øjne og mærkede Bassen lege trampolin på min blære. KLAK, sagde det så. Jeg blev helt forskrækket og synes egentlig, det gjorde en smule ondt. Jeg sad og mærkede efter et minuts tid, men intet videre skete.
Så gik jeg ud på trappeopgangen med vores misser og satte mig på trappen, mens hun legede med overboens monsterkat. Pludselig strømmer klar væske ud på gulvet og mit tøj. Jeg foldede skyndsomt min nederdel som en ble og løb på toilettet. Der kom en smule mere væske, og jeg tørrede efter. Papiret var svagt lyserødt (jeg vil tro, det har været noget slimprop og en smule fostervand).
Jeg "løb" ud i køkkenet og fortalte Dennis, at vandet var gået. Han var vist ikke helt ved sig selv og spurgte, hvor det var gået hen. Jeg fik ham forklaret, at det var gået ude i gangen. Jeg snuppede en klud og forsøgte at gøre rent efter mig (den dag i dag er der stadig en smule pletter efter det, men udlejeren ved ikke, hvad det er - har sgu ikke råd til et nyt granitgulv).
Så gik det vist op for ham, og vi blev enige om at ringe til fødegangen. Jeg var lidt modvillig, da jeg ikke ville virke hysterisk. På fødegangen bad de os om at ringe igen efter en times tid.
Jeg havde småveer på omkring ½ minut med 4 minutters mellemrum. Dennis serverede aftensmaden, og vi spiste. Stemningen var lidt underlig, da vi begge vidste, at nu skete det snart. Det vi havde ventet på siden den 6. september, da jeg testede positiv.
Jeg ringede til fødegangen som aftalt. Veerne var stadig de samme, dog tiltaget i styrke. Vi blev enige om, at vi skulle komme ind til dem i Sønderborg. Vi bor i Åbenrå, og da min mors fødsler har været meget hurtige, når først de gik i gang, ville jeg ikke risikere at sidde hjemme i stuen eller i bilen, når det hele skete.
Jeg kan ikke huske, hvordan pokker jeg har fået sko eller noget som helst på, men jeg kom i hvert fald ud i bilen, hvor Dennis havde pakket mit sæde ind i plastik og lagen (på min opfordring - lugten af fostervand skulle hænge ved, siger de). Veerne var nu 1 minut af varighed og med 5 minutters interval. Og de nev!
Vi ankom kl. 23.40. Min far og mor stod klar udenfor og var tudefærdige. Far havde fundet en ørestol og insisterede på at trille mig. Og jeg kunne da godt klare lige at være fri for at skulle bruge de der ben, så jeg satte mig, hvilket vist gav et lidt forkert indtryk på fødegangen, da vi kom derop.
Jeg kom op på en briks, og de kørte CTG. Den så vist nok fin ud, men blev så, efter en halv times tid, lidt uregelmæssig, og jordemoderen bad mig skifte stilling nogle gange.
Kl. 0.50 foreslår jordemoderen en indvendig undersøgelse og forklarer mig samtidig, at når det først er gjort, er der ingen vej tilbage. Jeg går med til det - jeg mener i forvejen ikke, der er noget at gøre, og hun ligner en, der gerne vil.
Jeg ved ikke, hvad pokker hun laver deroppe, men pludselig skyller vandet ud. Hun forklarer mig, at hun ikke gjorde noget, men at der var et sidste stykke sej hinde, der så har givet sig i den ve, jeg havde. Jeg tror nok, jeg på dette tidspunkt er 3 cm åben.
Nå, jeg får ble på og kommer på fødestue kl. 1.00. Jeg får besked på at slappe af, men vandet fosser fortsat ud, og det er altså vanskeligt at slappe af i en våd seng. Veerne er mest styrke 1 og få 2'ere med 4 minutters interval.
Kl. 1.30 begynder jordemoderen at lægge akupunktur i min lænd. Det tager toppen af smerterne, men hun når ikke at blive færdig, for det hele er så slemt, at nålene kan være lige meget, så jeg beder hende pille dem ud igen. Jeg tror ikke, hun var så glad for mig lige dér - hun virkede meget begejstret for de der nåle.
Kl. 1.40 fosser vandet igen. Jeg render på toilettet og skifter bindet, mens de andre skifter sengen.
Kl. 2.00 bliver jeg tilbudt epidural og tager imod. Narkosen tilkaldes og ankommer kl. 2.15. Den er lagt kl. 2.35, og lægen laver sin isterningetest. Kun den venstre side er bedøvet, og han giver en dosis mere. Stadig kun venstre side. Jeg bliver opfordret til at lægge mig på højre side.
Kl. 3.10 er veerne gode men en anelse uregelmæssige. Jeg får en maske med lattergas og kan slappe lidt af. Jeg er meget træt og enormt generet af, at veerne kun kan mærkes i den ene side. Jeg fortryder epiduralen, men det er jo for sent.
Jeg tror et eller andet sted, at veerne gør mere ondt, nu jeg har min smertefri side at sammenligne med. Men lattergassen tager toppen af det hele, og den gror fast på mit ansigt. Lige den her periode i fødslen står ret sløret for mig. Jeg har kun fødselsjournalen og nogle svage mentale billeder at gå ud fra. Veerne er ikke særligt gode. Jeg er vist for træt til at gide at føde mere.
Kl. 3.18 undersøger jordemoderen mig. Jeg er nu 5-6 cm åben. Jeg kan se, de har snakket om epiduralblokaden, og at det muligvis kunne blive nødvendigt at lægge den om. Jeg må have afslået, for der er ikke blevet gjort yderligere ved det.
Kl. 4.10 er jeg 9 cm åben. Jeg opfordres til at ændre stilling til knæ/albueleje, men bliver der ikke længe. Jeg vil bare gerne ligge på ryggen. Kl. 4.30 melder presseveerne deres ankomst som et spark i mellemgulvet, men jeg må ikke presse endnu.
En halv time senere undersøger jordemoderen mig. Jeg er helt åben, og der siver fostervand. Jeg må presse. Og det gør jeg. Har bare ikke kræfter til det mere. Mine ben ryger op i hver presseve, og Dennis hjælper mig med at holde dem samtidig med, at han holder masken og henter saft.
20 minutter i 6 får jordemoderen overtalt mig til at stille mig ved siden af sengen, men efter et par minutter kan jeg ikke holde det ud mere.
Kl. 5.47 får jeg tilladelse til at gå på toilettet, men der sker intet. Jeg er i forvejen blevet tømt via kateder et par gange (en lidt abstrakt oplevelse, men hold op hvor det letter).
Der er blevet sat CTG på Sebastians hoved, men den falder hele tiden af. Dennis hjælper vist med at holde den på plads.
Kl. 6.10 beder jeg efter sigende om kejsersnit eller udsættelse af fødsel. Gider ikke mere. Så vidt jeg kan læse, er der lidt bekymringer. Min livmoderhals har været udslettet lidt over en time, og de tilkalder en læge til vurdering.
Han ankommer kl. 6.25 og vurderer, at der skal lægges pudendus og gives ve-drop, hvilket de så vist har fortalt mig. Jeg kan dog ikke huske andet end en skægget mand i kittel, der så rar ud.
Jeg er ved at være godt og grundigt træt af min jordemoder, men jeg er for afkræftet til at ytre noget som helst andet end: "jeg vil hjem. Jeg gider ikke mere. Vi prøver igen i morgen".
Kl. 6.38 lægges pudendus'en og ve-droppet. Jordemoderen fortæller mig om presseteknik, men jeg føler mere, hun fortæller mig, at jeg ikke må trække vejret.
Klokken 7 er jeg fuldstændigt færdig. Jeg powernapper ved hjælp af min elskede maske, som de selvfølgelig slukker. Men ilten gør mig stadig ør nok til, at jeg kan drømme mig lidt væk.
Jordemoderen tømmer min blære for 200 ml urin. Sikke noget at skrive *S*.
Kl. 7.10 kan man skimte hovedet. Og SÅ! Klokken 7.35 sker miraklet. Der er vagtskifte, og min konsultationsjordemoder, Lone, træder ind i stuen. Jeg liver fuldstændigt op og græder nærmest af lykke over at se hende. Hun smider en kommentar om, at den første jordemoder vist ikke har været så smart. In your face!
Jeg mærker instinktivt efter dernede og får nye kræfter. Jeg beordrer Dennis at mærke. Han er meget skeptisk, men bliver lige så glad som jeg for at mærke toppen af vores søn.
Jeg kan se i journalen, at jeg får en frist til klokken 10. Derefter er der dømt kejsersnit.
Kl. 8.15 er narkoselæge og læge ankommet på stuen. Der bliver lagt en pudendus, og der klippes. Fanger slet intet af alt det her. De lægger en blød sugekop, som de trækker let i under de næste to veer.
Kl. 8.25 smutter han ud. Med den ene hånd på skulderen og navlesnoren stramt om halsen. Han skriger med det samme og kommer op på min mave. Endelig er det overstået! En sund dreng er han. 3.490 gram, 55 cm og fuld apgar.
Dennis græder, og jeg forsøger at komme til at se min søns ansigt. Vi bliver pakket ind i opvarmede tæpper og får lov at nyde "stilheden" lidt. Sebastian er stille og rolig. Ligger bare og nyder varmen og fars og mors hænder.
Kl. 8.33 fødes moderkagen, der vejer 980 gram. Jeg ved ikke, hvad "foof" betyder, men det står der.
Jeg bliver syet og fedter mig til endnu en lokalbedøvelse. Der pjattes, og vi er alle lettede over, at det hele er ovre. Mine forældre, der har siddet bag forhænget og tudbrølet hele natten, er kommet ind til os. Nu hedder de bare mormor og bedstefar.
Og det var min fødsel. Det er i skrivende stund lidt over 7 måneder siden. Han vejer nu omkring 11 kg og er 75 cm. Til august 2006 skal Sebastian være storebror, men vi håber vist alle på en lidt mindre anstrengende fødsel. Så vidt jeg har forstået, er en del af grunden til det hårde forløb, at hans hoved stod skævt i mit bækken.
Relaterede artikler
© 1999-2025