Skrevet af Carsten og Jette
Mandag den 27/9-2004 blev alle vores drømme taget fra os. Alt det, vi havde drømt om, vi skulle med vores datter, blev pludselig en umulighed.
Vi var taget ind på fødegangen, fordi jeg ikke rigtigt havde mærket hende hele dagen. Vi var egentligt ikke nervøse, fordi det er jo meget normalt ikke at mærke dem så meget i slutningen af graviditeten, og det var jo dagen før termin. Men alligevel ville jeg gerne beroliges og lige høre hendes lille hjerte banke.
Da jordemoderen sætter lytteren på, kommer der ikke nogen hjertelyd med det samme. Men den har også været svær at finde for min konsultationsjordemoder et par gange, så tøsen driller jo nok bare. Der går længere tid, og stadig har hun ikke fundet hjertelyd. Vi begynder at blive bekymret, men tør ikke tænke tanken til ende.
Jordemoderen tilkalder en læge, som så vil scanne mig. Mens vi venter, begynder nervøsiteten at brede sig, men stadig tør vi ikke tænke det utænkelige.
Lægen kommer ind. Hun virker meget sød, og vi håber jo, at hun kan berolige os. Hun finder hurtigt tøsen og viser os, hvor hun ligger. Så siger hun, at her er hendes hjerte, men det slår desværre ikke mere. Jeg spørger: "Betyder det så, hun er død?". Selvom jeg godt kender svaret, håber jeg alligevel, at lægen siger det modsatte. Men desværre, vores datter lever ikke mere, hun er død inde i min livmoder dagen før termin.
Jeg vil så have, at de tager hende ud ved kejsersnit, og det kan ikke gå stærkt nok. Men det vil de ikke. De vil have, at jeg skal føde hende selv. Jeg er ikke enig, men de insisterer og siger, at både min psyke og min krop vil have bedst af en fødsel frem for et kejsersnit.
De mener, at det er bedst, at vi venter til næste morgen, da vi så har lidt tid til at vænne os til tanken.
Vi havde indimellem alt det her fået ringet til vores forældre, som var dukket op, og de bliver også sat ind i, hvad der nu skal ske.
Vi vælger at tage hjem og sove i stedet for at blive på sygehuset. Vi skal så møde op næste morgen klokken 8.00 for at blive sat i gang.
Selve fødslen
Vi ankommer på Horsens Sygehus lidt over 8 og bliver anvist en stue, som så vil være vores, når jeg har født. Kort efter kommer en jordemoder, som virker alt for glad. Hun viser os hen på en anden stue, hvor vi skal være, indtil selve fødslen går i gang, og vi skal ind på fødegangen.
Den lidt for glade jordemoder er ikke til at slippe af med, så vi beder hende høfligt om at gå, for vi vil gerne være lidt alene.
Endelig alene, og vi begynder at snakke om, hvad der nu skal ske, og om hvordan det bliver at møde vores datter.
Ved 9-tiden kommer den glade jordemoder og en læge ind. Lægen skal undersøge mig og lægge stikpiller op for at modne livmoderen.
Da de er gået, får vi igen ro til at snakke. Der er mange ting, der skal på plads. Skal hun kremeres, eller skal hun begraves? Hvordan ville hun se ud, ville hun ligne en baby?
Vi var begge enige om, at vi ville se hende og røre hende. Hun skulle også med hjem og se hendes værelse og alle de andre ting, der stod klar til hendes ankomst derhjemme.
Vi blev også hurtigt enige om, at hun skulle begraves på Stenderup kirkegård, da det var den, der var tættest på. Og hun skulle være tæt på sin far og mor, så vi hurtigt kunne komme og besøge hende.
Ca. 3 timer efter, den første stikpille var lagt op, kom lægen og lagde en mere op. Han mente så, at ha ca. 3 timer senere ville kunne tage vandet.
Vi fik igen snakket en masse og endda også grint og pjattet lidt, selvom det var en frygtelig situation. Så jeg må erkende, at selvom jeg var meget imod det, var det nok meget godt, at de ikke bare havde taget hende ud, for vi fik virkelig afklaret nogle ting i ventetiden.
Ved 14-tiden kom min mor. Det var dejligt at se hende. Hun besluttede hurtigt at blive, indtil lægen igen havde været der, for det ville være omkring klokken 15, at han ville komme.
Han kom dog først ved 16-tiden. Min mor og Bo, som også var kommet, forlod nu stuen. Der var også kommet en ny jordemoder, og hun virkede mere behagelig, hvilket vi var meget glade for.
Der blev gjort klar til, at lægen kunne tage vandet. Han undersøgte mig og prikkede hul på vandet.
Dette var en meget ubehagelig oplevelse, og jeg blev meget bange. Der var rigtig meget fostervand, og det var helt tykt og meget grønt. Det blev ved med at komme, og det var nok her, at det gik op for mig, at vores lille pige ikke ville snyde os alle sammen og komme ud i live.
Da jeg var faldet lidt til ro, gav jordemoderen mig et lavement. Min mor og Bo kom ind igen, men det varede ikke særlig længe, før de så tog hjem.
Jeg begyndte så småt og få veer, og jordemoderen mente, at det var ved at være tid til at få ringet til narkoselægen og komme ind på fødegangen. Så vi begyndte så småt at pakke sammen, og rykkede så ind på fødegangen.
Jeg fik lagt et saltvandsdrop, som jeg skulle have, inden epiduralen blev lagt. Efter et stykke tid kom narkoselægen for at lægge epiduralblokaden. Jeg skulle sidde foroverbøjet og måtte ikke bevæge mig, og hvis jeg fik en ve, skulle jeg sige til. Det tog ham ca. en halv time at lægge blokaden, men derefter mærkede jeg intet.
Vi fik nu ro på og tid til at snakke lidt med jordemoderen. Hun gav os svar på mange spørgsmål og stillede også nogle spørgsmål, som gjorde, at vi fik vendt nogle ting sammen, vi ellers ikke havde tænkt på.
I løbet af aftenen kom Carstens forældre, Jan og Jette, og min søster også lige forbi.
Kl. 23 var der igen vagtskifte, og vi fik en ny jordemoder. Hun var også rigtig behagelig, så vi var igen heldige. Hun undersøgte mig, men der var ikke rigtig sket noget, så hun skruede op for ve-droppet.
Vi forsøgte herefter at få lidt søvn, og det lykkedes da også delvist bortset fra, at jeg hele tiden skulle tisse, hvilket krævede hjælp, for jeg var jo koblet til diverse instrumenter, som krævede strøm. Når de så endelig havde koblet det hele fra, og jeg kom ud på toilettet, så kunne jeg intet.
Så jeg måtte have hjælp af jordemoderen. Dette krævede, at hun skulle have lys, så hun tændte for en stor operationslampe. Dette resulterede i, at Carsten vågnede og troede, at jeg var ved at føde. Han kunne ikke forstå, at vi ikke havde vækket ham, men efter et stykke tid fandt han
ud af, at det ikke var så slemt, så han kunne roligt lægge sig ned og sove igen.
I løbet af natten var vi blevet sultne, og jordemoderen kom med nogle franskbrødsmadder. Hun havde også en kande saftevand med, og jeg var blevet så tørstig, at jeg tømte den på ingen tid. Dette resulterede i, at det hele ville lige så hurtigt op igen.
Jeg fik Carsten til at finde brækbakker, og han var meget hurtig og nåede at holde en under hagen på mig. Men nej, jeg skulle ikke bruge bakken og drejede hovedet og brækkede mig ud over ham, mig selv, briksen og alt, hvad der ellers var i nærheden.
På et tidspunkt begyndte jeg at kunne mærke veerne, og de bed virkelig. Av, hvor gjorde det ondt. Jordemoderen ville ikke skrue op for epiduralen, da den så ville mangle, når presseveerne kom, så jeg fik en indsprøjtning med noget andet bedøvelse i, og den tog det. Jeg nåede at få en mere, inden veerne igen blev slemme.
Jordemoderen syntes ikke rigtig, at mine veer virkede, og hun mente, at det var fordi, at tøsen var stjernekigger (dvs. at hun lå mad ansigtet fremad og ikke toppen af hovedet, som er det mest normale). Så hun ville lige forberede os på, at der var en mulighed for, at det alligevel godt kunne ende i et kejsersnit. Nu var vi kommet så langt, så jeg ville ikke have kejsersnit og håbede virkelig på, at veerne snart ville begynde at virke.
Senere begyndte veerne virkelig at gøre ondt, og jeg begyndte at føle en smule pressetrang, så jordemoderen undersøgte mig, og jeg var 7 cm åben. Det gjorde så ondt, og jeg ville have hende til at give mig noget mere bedøvende, men hun skulle lige undersøge, hvornår jeg havde fået noget sidst.
Da hun kom igen, var pressetrangen virkelig begyndt at melde sig, og jeg ville ikke mere. Hun undersøgte mig igen. Jeg var næsten 10 cm, så jeg måtte godt så småt begynde at presse.
Da den første rigtige presseve kom, nægtede jeg at presse. Jeg samlede benene og bad dem om at putte hende tilbage igen, for jeg ville ikke se hende. Jeg blev bange, for nu vidste jeg jo godt, at der ikke gik lang tid, inden jeg skulle møde min døde datter.
Det med at putte hende tilbage var nu ikke nogen mulighed, men jeg fik en pudendusblokade, så det ikke ville gøre så ondt at presse hende ud, og 15 minutter senere havde jeg født vores dejlige datter.
Carsten fik hende op og viste hende til mig. Hun var det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Alt var perfekt bortset fra, at hun ikke trak vejret.
Vi blev hurtigt enige om at hun skulle hedde Signe Hvejsel Lützen.
Hun blev født den 29. september 2004 klokken 6.45. Hun vejede 2.800 gram og var 50 cm lang.
02-01-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025