Fødende får jordemoder de kender Amtssygehuset i Glostrup sætter mere fart på projekt "Kendt jordemoder".
2971
Amtssygehuset i Glostrup sætter mere fart på projekt "Kendt jordemoder".
De kommende 2 år vil 4 jordemødre arbejde for, at de kan være til stede ved fødslerne hos de gravide, de selv har tilset undervejs i graviditeten.
Jordemødrene er på tilkaldevagt en uge ad gangen, og målet er, at de skal hjælpe 95 procent af "deres egne mødre" med at føde.
De 2 første projektjordemødre tog hul på den nye arbejdsform i foråret, og tilbagemeldingerne er meget positive:
"Kvinderne er glade for det, jordemødrene er glade og som en lidt overraskende ekstra bonus oplever vi også, at fædrene er meget glade. Normalt har de ofte fået rollen som kvindens advokat, der skal huske at gøre opmærksom på, hvad hun ønsker undervejs. Og det kan være svært i praksis. Den rolle er ikke nødvendig, når man føder med en jordemoder, der kender en, og som man har talt forløbet igennem med", siger chefjordemoder Ingelise Andersen fra Amtssygehuset i Glostrup.