Skrevet af Rikke Andersen
Jeg var til undersøgelse på svangreambulatoriet fredag men blev sendt hjem med udsigt til igangsættelse på fødegangen dagen efter, idet jeg var gået 14 dage over termin.
Jeg var blevet bedt om at ringe ind til fødegangen mellem klokken 8-9 for at høre, hvornår de ville have, jeg skulle komme. Klokken blev 8.01, da jeg ringede. der var desværre ikke nogen jordemoder i nærheden, så jeg skulle lige vente på at blive ringet op. Heldigvis gik der ikke længe. Hun ringede kl. 8.20, og vi aftalte, at de gerne ville se mig, når jeg var klar til det.
Kl. 9.00 stod min mand og jeg på fødegangen med al vores bagage. Vi anede ikke, om jeg blev sendt hjem på et tidspunkt, eller om jeg skulle blive.
Jordemoderen var rigtig sød. Hun undersøgte mig, og jeg var åben nok til, at hun sagtens kunne prikke hul på vandet. Hun forklarede inden, hvordan det skulle foregå, og mens vi snakkede om den lange ventetid, min mand og jeg havde udstået, tog hun vandet. Det gjorde ikke ondt, men det var lidt ubehageligt, at hun skubbede til babys hoved for at lukke så meget fostervand ud som muligt. Bagefter fik vi en fødestue, hvor vi kunne indrette os, som vi ville.
Jordemoderen fortalte, at vi nu skulle vente på veerne, og min mand og jeg kunne gå en tur for at få gang i dem. To ture ned i den anden ende af hospitalet, en is og en kop varm chokolade senere, var der stadig ikke nogen nævneværdige veer, og dem der var forsvandt, så snart vi vendte tilbage til fødestuen.
Jordemoderen begyndte at fortælle om de muligheder, vi så havde. Vi kunne enten lægge et ve-stimulerende drop eller vente og se tiden an. I sidstnævnte tilfælde skulle jeg have født inden 24 timer, ellers skulle jeg have to portioner antibiotika og på barselsgangen i to døgn, hvor min mand ikke måtte overnatte. Ergo var dette ikke en mulighed, der eksisterede i min verden.
Min baby skulle ikke fyldes med antibiotika med modermælken, hvis jeg kunne undgå det. Det blev besluttet, at vi fik en time til brystvortestimulation, og ellers ville jeg få lagt et drop. Den næste time sad min mand og jeg på skift og nulrede mine brystvorter i håb om, at det kunne starte veerne. Desværre kunne det kun blive til tre sølle veer, så da klokken blev 14, fandt jordemoderen frem til ve-droppet.
Det skulle dog vise sig, at jeg åbenbart ikke er nem at lægge drop på, for to jordemødre prøvede og måtte til sidst hente en læge, der fik det lagt. På det tidspunkt var der gået en time yderligere, og jeg var blevet stukket 4-5 gange. Men jeg var ligeglad, jeg skulle bare have mig nogle gode veer, der kunne bringe vores baby til verden.
3 minutter efter, droppet var startet, begyndte veerne, og der var ca. 5 minutter imellem. Jeg fik kørt en strimmel, mens min mand og jeg sad og hyggesnakkede, spiste ristet brød med marmelade og drak te og kaffe. Vi hørte musik og havde det rigtig hyggeligt.
Kl. 17.00 blev jeg undersøgt igen, men jeg var kun 5 cm åben, og nu syntes jeg efterhånden, at veerne var lidt trættende. Jeg blev tilbudt at komme i badekar og fik pillet bæltet til CTG af. Der hvor elektroderne havde siddet, havde jeg hvide trykmærker, der sved på huden. Jordemoderen besluttede, at dem skulle jeg ikke have på mere.
Jeg sank ned i det lækre varme vand og fik nu slappet af under veerne også. Min mand sad ved siden af og sørgede hele tiden for at fylde nyt varmt vand i karret. Efter en time blev jeg dog rastløs og måtte bare op. På grund af trykmærkerne på mit maveskind blev der sat en elektrode på babys hoved.
Kl. 19.15 var jeg 6 cm åben. Åhh, det gik alt for langsomt, følte jeg, trods jordemoderen sagde, det hele forløb helt normalt. Veerne bed rigtig meget nu, og der var næsten ikke pause imellem, så det var svært at nå at slappe af i pauserne.
På et tidspunkt var jeg så udmattet, at jeg sank helt ind i mig selv. Jeg faldt simpelthen i søvn og mærkede næsten ikke veerne. Det var som om, det ikke var mig, der lå med veer. Nu ville jeg bare have det overstået. Jeg var træt og bekymret over, om det hele gik, som det skulle, hvilket det dog gjorde ifølge jordemoderen.
Ved 22-tiden blev jeg undersøgt igen og var denne gang 8 cm åben. Det gik stadig for langsomt i mit hoved. Alligevel fandt jeg igen energi frem, og jeg kunne efterhånden mærke veerne ændre karakter.
I stedet for en periodevis murren nederst i maven, måtte jeg nu under de fleste veer, ikke alle, kæmpe for ikke at presse med. Jordemoderen sagde, at det var i orden at presse med, fordi baby stadig stod lidt højt. I denne overgangsperiode syntes jeg, veerne var særligt slemme. Det var ikke udvidelsesveer, som jeg kendte godt på dette tidspunkt, og det var ikke rigtige presseveer.
Kl. 22.50 var jeg fuldt udvidet og måtte nu presse med alle de kræfter, jeg havde i mig. Jeg pressede længe, og selvom også dette gik langsomt, var det en befrielse at mærke rigtige presseveer. Det var intet imod de veer, jeg havde været igennem. Hver gang jeg pressede, brølede jeg som en sulten hanløve, helt ubevidst, ikke af smerter, men for få ekstra kræfter og samle min energi om det, der foregik.
Efterhånden syntes jeg veerne aftog i styrke, og jeg tænkte: "Åh nej, nu ryger jeg til et akut kejsersnit". Jordemoderen gennede mig på toilet lidt i midnat og sagde, jeg skulle tage 4-5 veer derude. Det hjalp, og vel tilbage på fødelejet kunne jeg nu igen mærke kroppen arbejde på fuld tryk.
Jeg pressede længe, inden babys hoved endelig blev stående synligt, og av av det gjorde lidt ondt, da jordemoderen skubbede mellemkødet til side for at lirke hovedet ud. Jeg har senere fået at vide, at det var eneste gang, jeg beklagede mig, og min kommentar havde været: "Nu er du godt nok ikke sød ved mig".
Tre presseveer måtte til, fra hovedet kronede, til det var ude, og så havde jeg ikke flere veer. Men ud skulle den lille jo ud, så jeg fandt de sidste kræfter frem, og jordemoderen lirkede med, så vi i fællesskab fik bebsen ud. Han blev født kl. 1.01 natten til søndag, og jeg fik ham op på brystet med det samme, og der lå han, mens jeg blev syet.
Kl. 1.45 blev han lagt til brystet for første gang, og først ved 3-tiden fik han tøj på og blev målt og vejet, og han var bare helt perfekt. Kl. 6 kunne et træt men meget lykkeligt forældrepar lægge sig til at sove med vores lækre lille søn imellem os.
21-04-2005
|
© 1999-2025