Skrevet af Nethe
Det er først nu blevet helt klart for mig, hvor hårdt ramt af efterfødselsreaktionen jeg var. Det er først nu, jeg forstår, hvor følelsesmæssigt ude af kurs, jeg var. Jeg har store sorte huller i min hukommelse. Store sorte huller, der hvor jeg burde have minder fra. Jeg kan næsten intet huske fra min første graviditet.
Det, jeg husker, er brudstykker, hvor jeg står med kniven på pulsåren, hvor min daværende kæreste langsomt og nænsomt vrister den ud af hånden på mig, mens tårerne trillede ned af mit ansigt. Hvor jeg følte, jeg intet var værd og derfor ikke havde nogen grund til at leve. Jeg følte mig ussel, grim, beskidt og dybt ulykkelig, fordi jeg ikke følte mig god nok.
Jeg fødte den dejligste datter, en sød lille pige, der ikke fortjener den start på livet, hun fik. Da hun kom til jorden, var jeg meget usikker og ensom med mine følelser og tanker. Jeg læste mig til en masse i bøger, men inderst inde var jeg i kaos. Af angst for at fejle var jeg omklamrende og turde ikke overlade hende til nogen andre. Jeg turde ikke bede om hjælp, da der var en chance for, at der kunne være blevet taget hånd om mig og min datter.
Da det endelig gik op for mig, at jeg var på vej til mit gamle liv, hvor jeg, når jeg havde det hårdest, glemte at få noget at spise, og mit hjem kom til at ligne et bombekrater, var det for sent. Jeg kunne ikke længere rette op på det og måtte derfor tage en beslutning, som gjorde ondt på mig, men som var nødvendig for min datter. Jeg valgte at give hende fra mig til en plejefamilie. Her har hun boet nu i 4 år.
Allerede da jeg blev gravid igen, oplevede jeg min graviditet som noget helt anderledes. Det gjorde mig faktisk noget overrasket, at jeg intet kunne huske sådan rigtigt fra min forrige graviditet. Jeg kan huske brudstykker, men det er de ubehagelige ting. De positive er væk, helt væk.
Jeg gik fra at føle mig som en ussel tjenerinde i første graviditet til at føle mig som en dronning i min anden graviditet. Jeg gik fra at føle mig som ingenting til at føle mig super speciel. Selv med bækkenløsning var min graviditet en helt anden.
Så kom fødslen, og jeg fødte en velskabt dreng. I starten var jeg bange for at knytte mig til ham. Jeg græd over min angst og frygt for at knytte mig til ham, for at miste ham og for at komme til at svigte ham, men samtidig begyndte jeg at elske ham.
Jeg kan huske følelsen af at smelte, da han første gang holdt mit blik fast, og jeg fik tårer i øjnene samtidig med, at jeg prøvede at mindes den oplevelse, som det må have været, da min datter har haft gjort det samme. Det kan jeg ikke huske. Jeg oplevede, at jeg mødte et sort hul, og igår da jeg blev beæret med min søns første smil, eller antydningen af det, smeltede mit hjerte igen, og mine øjne fyldtes med tårer, og her kan jeg ikke genkalde mig min datter første smil.
Det er faktisk temmelig ubehageligt at opdage, hvor hårdt jeg har været ramt uden at få hjælp overhovedet. Det har været så underligt, at ingen har lagt mærke til, hvor slemt jeg har haft det og derfor ikke har gjort noget for at hjælpe min datter og mig.
På en måde ville et ophold på et mor-barn-hjem, et hold med støttepersoner eller en anden form for støtte i en periode og en behandling i samme periode have gjort underværker. Men jeg fik ikke hjælpen, fordi jeg IKKE ville bede om hjælp, før det var for sent, og samtidig var omgivelserne, sundhedsplejersken, lægerne og diverse andre fagfolk ikke opmærksomme på mig og mine problemer, så jeg kom bare bag i køen til behandling, fordi mit barn jo voksede og trivedes.
Jeg ville ønske, der var nogen, der havde gjort noget eller havde grebet ind noget før, så jeg havde fået hjælp og kunne have oplevet at kunne huske de små ting fra min datters liv. Ting, som glæder en mors hjerte, men som det er nu, er det for sent med de ting, så nu må jeg glædes ved ting, jeg kan huske, såsom første gang hun sagde "mor", eller da hun tog sine første skridt. Ting jeg fik lov at opleve, selvom hun ikke boede hjemme.
Hvis plejemoderen ville have ødelagt den oplevelse for mig, så havde hun fortalt mig, hvad min datter nu havde lært, men det gjorde hun ikke. Hun valgte at lade mig selv opleve det, og de ting kan jeg huske, fordi der var jeg i bedring og kunne begynde at mærke fremgang.
Desværre mistede jeg meget af min datters babyliv, fordi jeg havde det så dårligt, og jeg føler faktisk på en måde, at jeg må have svigtet hende noget før, end da jeg gav hende fra mig. Den gang, jeg gav hende fra mig, var det fordi, jeg blev klar over, at jeg ikke magtede at give hende det, hun havde krav på, og så hellere svigte hende på den måde og give hende et nyt hjem et andet sted med tryghed og omsorg, end at svigte hende på en måde, der kunne give hende varige mén resten af livet.
Den pris, jeg har måttet betale for at have lidt af en efterfødselsreaktion, har efter min mening været høj. Alt for høj. Ikke fordi jeg "fejlede" som mor, men fordi vi, min datter og jeg, blev svigtet på det groveste, og det rent faktisk på nogle punkter har ødelagt min datter. Hun er meget følelsesmæssigt skrøbelig og magter ikke forandringer i sin hverdag. Det kan bare være et nyt barn i børnehaven, så er hendes verden væltet for en periode.
Hendes biologiske far er af selv samme grund blevet nægtet samvær med hende, også fordi kommunen ved, at han rent faktisk kun går efter samværet for, at han kan få forældremyndigheden over hende. Han kan ikke forstå, at han bliver nægtet samvær med hende, fordi hun er skrøbelig. Han giver samfundet skylden.
Jeg føler, jeg har fået en ny chance ved at få min søn. En chance for at opleve glæden ved at være mor og ved at vokse med opgaven. På en måde er jeg som en førstegangs mor, selvom jeg har erfaringer med mig i rygsækken, som gør mig stærkere på andre punkter.
Til jer, der føler, at I har det rigtig skidt, og alt er gråt i gråt og har svært ved at finde glæden ved moderskabet: Sørg for at søge hjælp med det samme og snak med jeres allernærmeste om det. Lad det ikke ende, som det endte for mig. Hvis ingen ved noget, kan ingen skubbe på eller hjælpe dig. Vær åben om din situation og søg hjælp i tide. Lov mig det.
01-02-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025