K-vitamin til den nyfødte K-vitamin er nødvendigt for, at blodet kan størkne, så man undgår blødninger.
6913
Forebyggende K-vitamin tilskud til nyfødte har været rutine i Danmark i 40 år. Fra begyndelsen af 1970'erne blev K-vitamin givet som en enkelt indsprøjtning af 1 mg phytomenadion ved fødslen.
I 1990'erne gav man K-vitamin til spædbørn i dråbeform, da forældre i stigende grad protesterede imod, at børnene blev stukket. Desuden viste undersøgelser fra England i 1990 og 1992, at der kunne være en sammenhæng mellem indsprøjtning af K-vitamin og kræft hos børn, hvilket dog ikke er blevet bekræftet.
Det er vigtigt, at nyfødte får K-vitamin. K-vitamin er nødvendigt for, at blodet kan størkne, så man undgår blødninger.
Der findes kun meget små mængder K-vitamin i modermælken, og det dannes kun i ringe mængder i det nyfødte barns tarmkanal. Derfor er det nødvendigt, at barnet får et tilskud med vitaminet.
Hvis barnet ikke får nok af det vigtige K-vitamin, kan der opstå risiko for øget blødningstendens hos barnet, hvilket kan medføre alvorlige blødninger.
Yderligere oplysninger
Hvis I har brug for yderligere oplysninger, kan I kontakte lægerne på børneafdelingen. Sundhedsplejersken kan også hjælpe, hvis I er i tvivl om noget.