Skrevet af Stine
Det var med stor forventning, jeg så frem til at skulle føde mit barn nummer 2. Min første fødsel blev i forløbet lidt kompliceret, hvilket endte med, at jeg både skulle have ilt af maske, vedrop, to forskellige bælter om maven og slutteligt en elektrode på den lilles hoved! Alt i alt en noget rodet forestilling.
Jeg ankom desuden til hospitalet, da jeg var 7 cm åben, så tilbud om lavement, karbad og lignende blev aldrig aktuelt. Desuden åbnede jeg mig de sidste 3 cm i løbet af den næste time i forbindelse med, at vandet blev taget! Jeg havde på baggrund af denne fødsel sat mig for, at jeg denne gang ville køre, så jeg kunne nå at blive "serviceret". Men sådan skulle det ikke gå!
Min termin var sat til 21/04-2004. Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde i uge 34, da den lille allerede stod meget langt nede i bækkenet, og der var risiko for, at jeg ville gå i fødsel før tid. Selv om jeg syntes, det var hårdt med den store mave, var jeg ikke nået at blive rigtig træt af den, da jeg om morgenen den 12/04, lige som jeg stod ud af sengen, mærkede den første plukkeve.
Jeg fortalte min mand, at jeg havde disse plukkeveer og skrev samtidig en SMS til min mor, som skulle babysitte den store, om at nu gik der nok ikke SÅ længe, inden der ville ske noget. Plukkeveer var nemlig ikke noget, jeg havde haft ellers.
Efter at have spist morgenmad og klædt os på, drog hele familien af sted for at lufte vores grand danois hvalp. Gåturen blev på en god time, dog med mindre "puste-pauser". Da vi kom hjem, gik vi alle i haven, der var lige en masse bambus, der skulle onduleres, og hvad skulle jeg og mine veer dog ellers foretage os?
Da haven var ordnet, var det tid at give den store noget frokost, og derefter skulle hun ud og sove til middag. Der var nu gået ca. 4 timer, fra jeg havde mærket de første veer, og dem der kom nu, kom stadig oftere og gjorde mere og mere ondt. Jeg fik lagt den store til at sove til middag og rationaliserede mig derefter frem til, at det måske ville være meget godt at få taget noget tid på de her strabadser.
Efter et dejligt langt bad, hvor jeg både fik ordnet ben, vasket håret og i det hele taget fik fixet mig til den forestående fødsel, fik jeg endelig lagt mig på sofaen med et ur. 3 veer, der kom med henholdsvis 5,7 og 5 minutters mellemrum var nok for mig, og jeg ringede til fødeklinikken for at melde min snarlige ankomst.
Jordemoderen mente dog, at det ville være for tidligt for mig at køre. Hun så gerne, at veerne kom mere jævnt (hun vidste jo ikke, at mit gennemsnit var taget ud fra kun 3 veer). Så efter at have forklaret hende, at jeg jo også først skulle have min babysitter hjem, lavede vi den aftale, at jeg skulle ringe igen, når min mor var nået frem, og så kunne vi nok godt køre derud ad.
Samtidig med jeg snakkede med fødeklinikken, ringede min mand til min mor for at sige, at nu måtte de gerne komme herop af. Deres køretid ville i hvert tilfælde blive på over en time, og med veer med ca. 5 minutter imellem, ville det komme til at passe meget godt. Jeg når dog lige at afgive en bestilling på jordbærtærten, inden min mand slutter af, og så kan jeg da gå og glæde mig til den om ikke andet.
Men jordbærtærte blev det ikke til den 12/04-2004! Veerne gør nu temmelig ondt, men jeg har fuld kontrol over dem og bruger min vejrtrækning effektivt og flittigt. Det var jeg slet ikke i stand til under min første fødsel, så hvor dette overblik og overskud pludselig kommer fra, ved jeg faktisk ikke.
Den næste halvanden time snegler sig af sted. Min store pige vågner og kommer ind for at lege og spise appelsin. Efter at have pillet den der åndssvage appelsin, hvilket tog mig ca. 3 veer (nu med 3-4 minutter imellem), gider hun ikke at spise den alligevel. Det var ikke lige, hvad jeg havde brug for efter at have kæmpet med at skrælle den!
Eftersom min mor skal blive og overnatte i vores hus, synes jeg, det kun er ret og rimeligt, at jeg får lagt noget rent sengetøj på og får gjort lidt rent i soveværelset. Som sagt så gjort - altså med utallige "ve og puste pauser" selvfølgelig ;-)
Nu synes jeg, tiden nærmer sig, og jeg får forklaret min mand, at det der med jordbærtærte kan vi godt glemme, og så skal den famøse "barselstaske" være klar, når min mor når frem, for nu vil jeg gerne på hospitalet!
Det er med lettelse, jeg får en SMS fra min mor kl. 16.34 om, at de er 5 minutter væk og med en forespørgsel om, hvordan det går! Jeg skriver tilbage, at jeg meget gerne vil af sted nu, hvorfor hun nok kunne have indkasseret væsentlige fartbøder de sidste 5 kilometer.
I mellemtiden ringer jeg til fødeklinikken igen, og jordemoderen siger, at vi jo stille og roligt kan komme derind. Jeg får lige slutteligt nævnt, at der også kun er 3-4 minutter imellem veerne, men det hænger hun sig ikke nævneværdigt i.
Vi får sagt farvel og på gensyn til familien og kører nu mod Hillerød. Efter at have taget tid på veerne i bilen, fortæller jeg min mand, at de kommer med præcis 3 minutter imellem. Det holder dog ganske kort, for umiddelbart efter er der kun 2 minutter at tælle. Det sidste klokkeslæt jeg husker er 17.22.
Helvedesturen er forbi. Vi er efter 40 minutter fremme ved Hillerød Sygehus. Den første ve, jeg får efter at være steget ud af bilen, begynder at trykke lidt nedadtil. Turen fra parkeringspladsen til klinikken er lang at gå, og da vi endelig når frem, bliver vi vist direkte ind på en fødestue.
Jeg nærmest flår mit tøj af, jeg har det alt for varmt og siger ganske kort til jordemoderen, at det trykker godt. Hun fortæller, mens jeg tager tøjet af og kommer op i sengen, at hun først ønsker at undersøge mig og derefter at køre en "strimmel" for at se, hvordan babyen tager veerne.
Det lyder fint for mig, men efter undersøgelsen, hvor hun konstaterer, at jeg er næsten helt åben (noget af en overraskelse), får jeg alligevel lov at vælge strimmeldelen fra. Hun tilbyder at lytte på babyen med sin doptone i stedet, og jeg er helst fri for at skulle ligge med det der bælte på.
Lavement og karbad kan der dog ikke blive tale om. Det er fødslen alt for fremskreden til. Planen er nu, at jeg gisper mig igennem et par veer, så prinsessen kan komme helt ned på bækkenbunden at stå.
Jeg får en sækkepude op i sengen til at læne mig ind over. Det er således med dødsens alvor og et godt tag i sækkepuden, jeg får gispet og nøkket mig igennem et par veer mere. Både jordemoderen og Michael er gode til at rose mig, og jeg føler selv, at jeg arbejder godt med veerne. Jordemoderen beder mig derefter om at komme om at ligge på ryggen, så hun kan tage vandet og mærke, hvor langt ned babyen er kommet.
Det er dejligt for mig igen at ligge ned (de der sækkepuder er jeg ikke meget for), og så kommer der altså fart på. Jordemoderen kan ikke få prikket hul på vandet, så hun må vente, til der er en ve, og de kommer jo jævnligt, så hun skal ikke vente længe.
Vandet kommer i et ordentligt skvulp, og samtidig skal der for alvor presses. Der er gode pauser mellem presseveerne, hvilket gør, at mellemkødet fint når at udvide sig, og selv om det er meget ubehageligt og smertefuldt at have hovedet stående der næsten ude, er det bedre end at revne og sprække.
  3-4 presseveer senere fødes hovedet, og i den næste ve kommer min perfekte og smukke datter, Silke, til verden. Jordemoderen lægger hende i enden af sengen og sætter klemmer på navlen, mens sygehjælperen begynder at tørre hende af. Det er jeg dog ikke helt tilfreds med, og jeg beder meget bestemt om at få hende op til mig. Det får jeg selvfølgelig, og det er med den vildeste følelse af kærlighed, glæde og overraskelse over hvor nemt og hurtigt det hele gik, at jeg og faderen beundrer vores andet vidunder.
Der går lidt, inden moderkagen fødes, men da den kommer ud, ser alt ud, som det skal. Jeg har fået en lille bitte rift og får den syet uden bedøvelse. Efter at jeg har fået en sprøjte i låret, som skal få livmoderen til at trække sig sammen, forlader jordemoderen og sygehjælperen fødestuen, og vi er endelig alene.
Der er ca. gået 30 minutter, fra vi stod ude på gangen og meldte vores ankomst, til vi nu kan beundre vores andenfødte datter. Alt i alt er der gået ca. 9 timer, fra jeg stod op og mærkede den første ve til dette lyksagelige øjeblik.
Efter et godt stykke tid, hvor jeg har fået den lille prinsesse til at sutte, kommer jordemoderen tilbage og vejer, måler og undersøger hende. 3.500 gram, 50 cm og helt fin sund og rask. 2 gange 10 på Apgar-skalaen.
 I dag godt 5 uger senere sidder jeg her med min smukke datter og gennemlever det hele igen, som jeg har gjort så mange gange før. Min fødsel var ikke smertefri, men den var perfekt. Intet ilt på maske, ingen maskiner med bælter jeg skulle have på, ingen klipning i mellemkødet, intet drop i hånden med besværlige slanger og slet ingen panik eller uoverskuelige situationer. Bare mig, min mand, en masse veer og en supersød jordemoder.
Det eneste jeg vil lave om, hvis jeg skulle være så heldig at blive velsignet med barn nummer 3, er, at jeg vil føde hjemme. Og efter Silkes fødsel tror jeg også, Michael er med på den idé!
17-07-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025