Skrevet af Amanda
Jeg var 20 år og førstegangsfødene. Jeg havde termin den 20. maj 2003, og den 20. maj kl. 03.00 vågnede jeg op med, hvad jeg betegner som lidt prikken og stikken i maven. Og da jeg nogle dage i forvejen havde haft det nogenlunde lige sådan, reagerede jeg overhoved ikke og lagde mig til at sove igen - eller rettere prøvede.
Da jeg vågnede efter et kvaters tid, og denne gang varede det længere tid, tænkte jeg, at det kunne jo være veerne, der var begyndt, og så fik jeg ikke mere søvn den nat.
Kl. 06.30 ringede min kæreste for at høre, om jeg havde sovet godt, og da jeg var meget træt, da jeg jo ikke havde sovet særlig meget den nat, svarede jeg meget surt NEJ, og han spurgte naturligvis hvorfor.
Midt i hans spørgsmål kom en ve mere, og jeg sagde jo til ham, at jeg havde veer, og han svarede som om, jeg sad der med det halve af barnets hovede ude, at han kom, så snart han kunne være der. Men jeg skulle vide, at det jo tog en time med bil, og så blev jeg sur, for jeg havde kørt den tur 300 gange, og jeg var jo godt klar over, at det tog en time, og det tog jo nok ikke kortere tid, fordi jeg havde veer.
Da han så kom, så han ud som et spørgsmålstegn i hovedet og spurgte straks, hvorfor jeg gik og vaskede tøj og ikke var på sygehuset, når nu jeg var ved at føde, og jeg måtte forklare ham, at bare fordi jeg havde veer, var det ikke fordi barnet var halvejs ude, og han faldt til ro.
Vi tog i de næste timer både ned og handlede, gjorde rent og tog naturligvis tid på veerne. Han lavede mad, men det var nu ikke meget, jeg spiste.
Kl. 14.00 kom min mor hjem fra arbejde, og hun spurgte da hvor lang tid, der var mellem veerne, og jeg svarede helt afslappet "3 minutter". Hun så på mig som en anden tegneseriefigur og ringede da til sygehuset. De bad hende om at sende mig derind, og min kæreste og jeg tog afsted.
På vej til sygehuset, som ligger ½ times kørsel væk, begyndte de gode veer, som de søde jordemødre kalder dem, og jeg stod som en bue i bilen. Der var nu også kortere mellem veerne, og da vi nåede sygehuset, følte jeg det som en dagsrejse at komme ned til fødegangen, men vi nåede det.
En sød jordemoder tog imod os, og jeg fik straks noget mod smerterne. Jeg fik bistik (små vand ampuller, der bliver lagt ind i lænden), og det tog en del af de nu volsomme smerter men langt fra halvdelen, men jeg var godt tilfreds.
Kort tid efter begyndte presseveerne, og jeg kom i et bad, da jeg egentlig gerne ville føde i vand. 20 minutter senere måtte jeg op. Jeg følte det som om, vandet lukkede sig sammen om mig og var ved at kvæle mig.
Nu tog farten til, og jeg pressede og gispede, og jeg følte, det varede en evighed. Men så bøjede jeg mig frem for at give dette pres, alt hvad jeg havde i mig, og jeg så et lille sorthåret hovede komme ud.
I det øjeblik glemte jeg alt i omverdenen, og jeg måtte bare have denne lille skabning ud. Ét pres til og smut den var ude. Min første sætning var: "Nej, hvor den han sød", og jordemoderen vendte den om og sagde: "I har fået en lille pige" og lagde hende op til mig, og jeg forelskede mig straks i hende og så op på klokken. Den var 18.00, og vi var nu ikke længere 2 men 3.
30-05-2004
|
© 1999-2025