Skrevet af Britta
Jeg havde termin den 1. oktober 2003, men jeg regnede med, at jeg ville gå over tiden, da jeg ikke havde mærket nogle tegn overhovedet på, at der snart ville ske noget.
Om aftenen den 1. oktober gik vi i seng, som vi plejer. Jeg følte lidt murren i maven men tænkte, at det nok bare var plukkeveer. Men det tog til i løbet af natten, og jeg fik faktisk ikke sovet noget.
Kl. 2 vækkede jeg min kæreste, da jeg nu var ganske sikker på, at det var veer, jeg havde, og jeg var også begyndt at bløde lidt. Jeg skiftevis lå i sengen og gik hvileløst rundt.
Kl. 4 ringede vi til fødegangen, hvor jordemoderen mente, at det var bedst, at vi kom en tur ud forbi, så det gjorde vi. Jeg var 2 cm åben, og veerne var rimelig regelmæssige. Mig og bebse var under observation i en times tid, hvorefter jordemoderen mente, at vi skulle tage hjem igen og se, om vi kunne få sovet lidt, fordi hun mente ikke, at veerne var kraftige nok til, at der ville ske noget foreløbigt. Så kl. 5.30 var vi hjemme igen, men vi fik da selvfølgelig ikke sovet noget som helst.
Kl. 10 stod vi ude på fødeafdelingen igen, for nu gjorde det virkelig ondt, og veerne var blevet væsentligt kraftigere. Derefter gik det stærkt. Kl. 11.27 gik vandet, og kl. 11.35 kom vores dejlige pige til verden.
Både jordemorderen, mig og min kæreste synes, at det var gået stærkt. Jordemoderen havde ikke regnet med, at der ville ske noget før tidligst om eftermiddagen, men der var det for længst overstået.
En ting er dog sikkert, når vi skal have den næste, tager jeg ikke hjem igen, lige meget hvad de siger på fødegangen, for tænk nu, hvis det går endnu hurtigere næste gang.
02-03-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025