Vores lille vidunder Maria var begyndt at blive lidt nervøs for, om hun overhovedet kunne få lov at opleve at blive mor. Men efter 2 års forsøg lykkedes det endelig.
4095
Skrevet af Maria
Vi har i ca. 2 år prøvet at blive gravide. Ja, jeg var faktisk begyndt at blive lidt nervøs for, om jeg overhovedet kunne få lov at opleve at blive mor.
Jeg var i slutningen af oktober 2002 ved lægen og fik her en kur mod
blærebetændelse. I den forbindelse (troede jeg) udeblev min menstruation i starten af november.
Jeg ringede til lægen og spurgte, om penicillinkuren kunne have indvirkning på min menstruation. Det mente hun absolut ikke. Hun syntes dog, jeg skulle komme op med en urinprøve den følgende morgen. Det gjorde jeg.
Jeg sad og ventede en anelse nervøs for, hvad det dog kunne være. Jeg blev kaldt ind i konsultationsrummet. Her fik jeg den bedste nyhed, man kan tænke sig; "Du er gravid, hjertelig tillykke!". Først forstod jeg ikke en lyd, men den var god nok. Jeg græd af glæde, og lægen fik et kæmpe knus.
Jeg ringede til min forlovede, der på det tidspunkt boede på Ærø og jeg i Slagelse, og fortalte ham overstadig af lykke, at han skulle være far til juli 2003. Tænk engang, vi skulle endelig opleve at blive forældre.
I min 7. graviditetsuge fik vi en slem forskrækkelse. Jeg begyndte at bløde. Jeg var helt ude af den og ringede til min læge, som gerne lige ville se på mig. Så vi tog til lægen, og hun fortalte lidt om, hvad det kunne være.
Jeg blev sendt til scanning på sygehuset. Den lille "klump" havde det heldigvis godt. Vi fik dog at vide, at slimhinderne i min skede var meget følsomme netop nu, og vi skulle ikke elske for meget. Det var højst tænkeligt det, der havde startet blødningen.
De første 2-3 måneder var hårde at komme igennem. Jeg havde kvalme mere eller mindre hele dagen, og det blev ikke bedre af, at jeg arbejdede i et køkken på det tidspunkt. Og tudeture var ligeledes et tilbagevendende fænomen.
Bortset fra det forløb min graviditet helt normalt. Jeg blev scannet i 15. graviditetsuge, og den lille guldklump "vinkede" til os, og vi var solgt på stedet.
I slutningen af januar 2003 flyttede vi sammen i et lille hus ved Ringsted, og her kom vi hurtigt på plads. Vi fik gjort klar til vores familieforøgelse.
Den 20. februar 20fandt jeg ud, hvorfor det er så vidunderligt at være gravid. Babyen bevægede sig, og jeg var i den 7. himmel resten af dagen.
Da jeg inden min graviditet var overvægtig, fik jeg lavet en sukkerbelastning, da der er diabetes 2 i min familie. Det resulterede i en indlæggelse på Holbæk Sygehus til en døgnprofil af mit blodsukker. På dette tidspunkt var jeg i 38. graviditetsuge.
Her blev jeg scannet for 3. gang, og lægen fandt ud af, at barnet lå i sædestilling (med numsen nedad). Hun ville forsøge at vende babyen. ALDRIG har jeg oplevet så INTENS smerte. Og hun måtte opgive at prøve yderligere. ØV!
Jeg blev nødt til at føde ved kejsersnit. Nu havde jeg i 8½ måned forberedt og glædet mig til at føde naturligt. Jeg fik en kæmpe tudetur. Nåh, men der var jo ikke rigtig noget at gøre. Babyen skulle jo ud.
Jeg valgte at være vågen under hele forløbet. KANON-oplevelse. Det kan absolut anbefales.
Operationen/fødslen blev planlagt til tirsdag den 1. juli 2003 kl. 8.00. Jeg blev indlagt mandag aften, så jeg kunne gøres klar fra tidlig morgen. Jeg skulle faste, og det er altså svært ikke at spise, når man er gravid. Sådan havde jeg det i hvert fald.
Jeg stod op og gik i bad. Og blev bedt om at gå i seng igen. Jeg skulle have lagt kateter og drop. Desværre skete der et væmmeligt trafikuheld samme morgen, og alle narkoselægerne var derfor travlt optaget. Så vi måtte stå stand-by. Og jeg kunne ikke komme ud af sengen på grund af drop og kateter.
Endelig blev vi ved 12-tiden hentet af portøren, der kørte os til operationsstuen. Kl. 12.15 fik jeg lagt lokalbedøvelsen, og kl. 12.45 hørte jeg mit barn græde for første gang.
Min forlovede fik lov at se barnet og kunne fortælle mig, at vi var blevet forældre til en lille sund og rask dreng. Han blev suget og fik fjernet det værste blod og lignende.
Derefter fik jeg, for en kort bemærkning, lov at se min søn. Det smukkeste syn, jeg nogensinde har set. Så "bortførte" jordemoderen ham og min forlovede. Jeg blev syet sammen igen og blev kl. 13.20 kørt op på opvågningsstuen. Og her lå jeg så og ventede på mine 2 drenge.
Tiden føltes som en evighed, men der gik "kun" 20-30 minutter. Så kunne jeg holde min søn, og da jeg holdt ham i mine arme, blev jeg fyldt af en skøn fornemmelse og ro. Han vejede 3.030 gram og var 50 cm. Og han hedder Mathias.
Personalet på fødeafdelingen var enormt søde og hjælpsomme. Vi havde lidt problemer med at få gang i amningen, men pigerne gjorde et stort arbejde for at få det til at lykkedes. Og det gjorde det også til sidst.
Da mælken endelig kom, væltede det ud af mig. Da amningen var helt på plads, havde jeg pludselig en stor træng til at sove i min egen seng og sidde i min egen stue og amme. Så vi tog hjem efter 6 dage på Slagelse Sygehus.
Og jeg er sikker på, at næste gang jeg skal føde, bliver det også i Slagelse. Forhåbentligt bliver det en naturlig fødsel.
Relaterede artikler
© 1999-2025