Skrevet af Tine
Forhistorie
Sidst på sommeren 2001 besluttede min kæreste og jeg os for at prøve at få et barn. Vi så på det tidspunkt kun hinanden i weekenderne, da jeg arbejde i Sønderjylland, og vores hjem var i Århus.
Et ret ambitiøst projekt, men det lykkedes for os: 1. december var der to streger på graviditetstesten. Stor glæde og en mærkelig fornemmelse af "kan det virkelig passe?".
Graviditeten gik egentlig godt. Jeg var dog sygemeldt i februar og marts på grund af for lavt blodtryk. Jeg fik det skidt af at stå op og af at sidde, så de to måneder brugte jeg på at ligge meget på langs. Det var selvfølgelig træls, men ikke alvorligt!
I april blev vi gift. Det gik også fint. Der var stadig plads til maven i kjolen, men havde brylluppet været en uge senere, havde jeg nok ikke kunnet passe kjolen.
Jeg havde termin den 3. august og var helt afklaret med, at jeg sikkert ville gå over tiden. Men den 29. juli fik jeg så småt veer. De startede sent om aftenen, og ved 2-tiden var der 5-6 minutter mellem. De bed en smule, så jeg ringede ud på fødegangen, og vi aftalte, at jeg skulle hvile og vente. Vi ringede også og varskoede familien og pakkede en taske.
Jeg fik hvilet og faldt i søvn. Næste morgen, da jeg vågnede, var der slet ingen veer. Ingen overhovedet. Jeg blev enormt skuffet og ked af det. Nu troede vi lige, at det var tid, men nej. Lille Blop ville ikke ud endnu. Så vi gik i gang med at ringe rundt og melde falsk alarm. Det var ret frustrerende.
Herefter slæbte dagene sig af sted. Jeg havde mange plukkeveer. Vi gik en tur hver gang for at se, om de udviklede sig, men nej. Jeg var til jordemoderen, og hun sagde, det kunne ske når som helst. Jeg blev ikke undersøgt (gynækologisk undersøgelse), som jeg kan læse mange af jer andre er blevet.
Fødslen går i gang
Men endelig om aftenen den 7. kom der veer igen. Jeg var da 40+5. Denne gang var jeg lidt forbeholden og sagde ikke noget til min mand Rune.
Vi gik i seng, men jeg kunne ikke sove. Jeg lå og talte minutter mellem veerne. De var meget varierende. Fra 7 minutter til 11 minutters mellemrum. Men de var der. Jeg kunne mærke, hvordan veerne rullede fra lænden og om foran på maven, hen over den og tilbage til lænden. Det var ikke specielt smertefuldt, men murrede og var egentlig som menstruationssmerter.
Til sidst vækkede jeg Rune. Vi stod op og var lidt små-fjollede. Vi ville i hvert fald ikke ringe til nogen endnu. Det var egentligt ganske uvirkeligt. Kunne det passe, at det denne gang var rigtigt nok? Jeg kunne ikke forholde mig til det og forberedte mig på, at det nok var falsk alarm igen.
Jeg ringede ud på fødegangen igen, da der var 4-5 minutter mellem veerne. De bed også lidt mere. Vi aftalte, at jeg skulle komme ud, så de kunne kigge på mig.
Vel ankommet på fødegangen blev jeg så undersøgt. Jeg var da 1½ cm åben, og livmodermunden var 1 cm. Vi aftalte, at vi ville tage hjem og hvile, og vi bare skulle ringe, når vi ville ind igen. Jeg fik nogle smertestillende tabletter og besked om at skylle dem ned med et glas øl, så jeg kunne hvile.
Vi kørte hjemad og ind på en døgnåben tankstation for at købe den her øl. Men de måtte ikke sælge øl på grund af tidspunktet. Rune sagde frustreret: "Jamen, det er til min kone. Hun er i fødsel og skal have en øl NU". Han fik den uden yderligere problemer. Måske fordi det var en mandlig ekspedient. Det var lidt skægt.
Hjemme faldt jeg i søvn og vågnede ca. kl. 9 - uden veer. Men denne gang var jeg rolig, for jordemoderen havde konstateret, at fødslen var gået i gang.
Vi tullede lidt rundt om formiddagen. Der kom veer igen. Kl. 11 ringede jeg til min mor på hendes arbejde og sagde, at vi tog af sted på fødegangen. Bagefter ventede vi på, at min lillesøster (Lene) skulle komme. Hun skulle nemlig være med til fødslen. Men sørme om ikke veerne gik i sig selv igen. Så jeg gik ind i soveværelset for at hvile og lå der nogle timer.
Kl. 14.30 ringede vi til fødegangen og sagde, at vi kom. Og så kørte vi af sted igen. Det er ikke nemt at have veer i en bil. Heldigvis var der stadig 10 minutter mellem, men når de kom, klamrede jeg mig til håndtaget i loftet og stemte benene mod gulvet.
Og så nåede vi frem. Vi kom op i venteværelset og ringede på klokken. Kort tid efter kom en ung kvinde hen til os. Hun fortalte, at hun var jordemoderstuderende og hed Mette, og jeg tænkte bare: "Det er da løwn. Jeg vil ha' en rigtig en". Men jeg sagde intet.
Jeg blev undersøgt og var nu 3 cm åben, og livmoderhalsen var udslettet. Gode nyheder. Der var også tegnblødning, og undersøgelsen gjorde, at slimproppen gik. Jeg fik tilbudt klyx, og det er slet slet ikke så slemt. Jeg har nemlig, fra jeg var lille, tænkt på, hvordan man dog kunne undgå afføring ved en fødsel. Det var ok. Jeg kan huske, at min mand og søster sad og smågrinede over det inde ved siden af. Og så grinede jeg også lidt med.
Bagefter fik vi anvist en fødestue, hvor vi pakkede vores ting ud. Lene og Rune havde ikke fået madpakke med, så vi ville gå i kantinen. Klokken var nu 16.10. Vi aftalte med Mette, at vi ville komme igen kl. 17.
På vej ned i kantinen kom veerne igen. Vi gik udenfor for at ringe til min mor. Hun troede jo, at vi var taget af sted om formiddagen. Ind i kantinen. Jeg sad ved et bord, og nu bed det virkelig.
Efter meget kort tid - Lene og Rune havde kun lige købt deres mad og skulle til at spise - sad jeg nærmest og bed i bordkanten. Jeg hvislede ud mellem tænderne, at vi skulle tilbage igen. Nu! Så de pakkede maden "to go", og af sted gik det. L a n g s o m t.
Veerne var meget stærke nu. Vi fandt en elevator. Den virkede ikke. Ud igen og hen til den næste. Vi kom dog langt om længe tilbage til vores stue.
Nedenfor kommer beskrivelsen af fødslen. Den er skrevet udfra fødselsjournalen, for jeg husker ikke tingene så tydeligt.
Fødslen
17.00
Veerne er hyppige, ca. 2 min. Interval. De varer knap 1 min. Hjertelyd 13-11-12-11.
17.15
Jeg bliver tilbudt at komme i badekar. Takker ja og befinder mig ganske godt i vandet. Jeg slapper bedre af, og veernes interval bliver derfor lidt længere. De varer stadig ca. 1 min. Hjertelyd 12-11-12-13-11-12.
17.45
Vil jeg gerne op af badekarret og kommer ind på lejet. Jeg får ilt på maske. Hjertelyd 11-12-12.
18.00
Får lændesmerter og der lægges akupunktur. Dette hjalp godt på dette tidspunkt i forløbet. Kan anbefales.
18.40
Veer med 3-4 min. interval. Godt 1 min. varighed. Nu gør det rigtig ondt. Veerne bølger ind over mig. Det er lidt svært at følge med. Jeg klamrer mig til Runes hånd og trækker vejret dybt i masken. Hjertelyd 10-10-11-11.
18.50
Jeg skal tisse, men det lykkes ikke. Veerne er for stærke, og jeg må hjælpes ind på lejet igen.
19.00
Jeg er noget forpint og bliver undersøgt igen. Jeg er nu 6-7 cm åben, og hinden står helt spændt under veerne. Barnets hoved er -1. Jeg får nu lattergas på masken, og jeg suger, så dybt jeg kan, når der kommer en ve. Jeg kan stadig huske den klaprende/snorkelagtige lyd fra apparaturet.
19.20
Hjertelyd 11-11-12.
19.40
Akupunktur nålene generer mig. Jeg har fået nogle i fødderne, og da jeg ligger på siden, generer det meget. Også nåle i hovedbunden. De hænger nogle gange fast i pudebetrækket. Så jeg beder jordemoderen fjerne dem.
19.50
Hjertelyd 11-10-12-13-11-11.
20.20
Hjertelyd 10-11-11-10-11. Det fylder og spænder inde i fødselsvejen. Dette var fordi, fosterhinden stadig var intakt. Jeg skal stadig tisse, men kan slet ikke overskue turen ud på toilettet. Lattergassen giver mig kvalme, og jeg kaster op.
20.40
Lægger de et engangskateder, så jeg kan komme af med vandet. Jeg undersøges igen og er nu 7-8 cm. Barnets hoved er stadig -1. Jeg kan huske, at jeg af og til kigger op på et kæmpe ur på væggen og tænker, at det godt nok går langsomt. Hvor længe skal jeg ligge sådan?
20.45
Hjertelyd 11-12-12. Jeg kommer om og ligge i sækkestol på lejet. Dette gør, at barnet tynger mere, og det gør nu vanvittigt ondt. Jeg har længe ligget og tænkt: "Når denne ve er ovre, beder du om smertestillende". Men når veen slutter, har jeg ikke kræfter til at tale. Og vupti, så kommer den næste ve. Men til sidst spørger jeg, om der dog ikke er noget, de kan give mig. Det gør ondt!
21.15
Hjertelyden er fin, og jeg klager meget over smerterne. Vil snart ikke mere.
21.20
Jeg bliver foreslået badekar (tror det var fordi, jeg var for langt i forløbet til f.eks. Pethidin) og kommer i. Denne gang er der ingen lyksalighed. Det er ubekvemt og ikke til at holde ud. Hjertelyd 12-11-11-12.
21.40
Jeg bliver undersøgt og er 8 cm åben. Barnets hoved er stadigvæk -1. Jordemoderen og den studerende, Mette, snakker om at prikke hul på fosterhinden.
21.50
Der bliver prikket hul på fosterhinden, og der kommer en lille skylle klart vand. Hjertelyd 11-11-12. Jeg er nu 9 cm åben. Barnets hoved synker ned og er nu +1. Den sidste ene cm mangler at give sig, så jordemoderen masserer livmoderranden. Det gør meget ondt. Men giver også resultat: er nu 9½ cm.
21.55
Får jeg spontan pressetrang. Mette siger, at jeg må presse, det jeg ikke kan lade være. Det var en besked, jeg ikke helt forstod, så jeg holdt igen, alt det jeg kunne.
22.30
Jeg ligger på højre side, og så siger de endelig, at nu må jeg presse. Så det gør jeg. Men det er svært. Det er ikke bare sådan lige til at presse. Så jordemoderen presser med en finger inde i skeden og siger "du skal presse denne vej". Jeg er forvirret, smertepåvirket og træt. Har stadig ikke fundet teknikken.
22.40
Jeg kommer i halvt siddende stilling. Dette påvirker hjertelyden, der så er 7-6-7-9-11.
22.45
Kommer i højre sideleje. Hjertelyden retter sig: 11-12-12. Jeg hitter langt om længe ud af det der med at presse og presser nu aktivt med. Det var mest fordi, de hentede et spejl, så jeg kunne se, hvad der skete. Så var det nemmere at presse og at give et ekstra pres, selvom der ikke synes at være kræfter til det. Barnets hoved kommer langsomt frem. Det første jeg ser er en lille sort tot hår.
23.10
Der er jordemodervagtskifte. Jeg presser stadig, men uden de store fremskridt. Det er meget hårdt.
23.20
Der er nu let påvirket hjertelyd. Jeg kommer om på ryggen og presser og presser. Jordemoderen prøver at påsætte scalp-elektrode, men uden held. I stedet får jeg om maven ekstern CTG, så de på den måde kan måle hjertelyden. Men registreringen er dårlig, og da de så er ude af stand til at måle hjertelyden, skal barnet snart ud. Så jeg bliver klippet. De advarer mig ikke først, og heldigvis for det, for klippet var noget jeg frygtede. Det var ikke slemt.
23.27
Hjertelyden med doptone svinger mellem 100-160 slag pr. minut, og jeg presser nu fint med.
  23.31
Vores datter bliver født. En fantastisk ubeskrivelig følelse. Hun kommer op på mit bryst. Og dér er hun. Rød og lille bitte. Så fin, så fin. Min søster siger "Åh det er en lille pige". Hun havde væddet om kønnet med Rune. Han tabte. Så moster var rigtig glad. Der var 5 fingre og 5 tæer. Hun fik Apgar 8 efter 1 minut og 10 efter 5 minutter. Hun var lidt påvirket af den lange periode med presseveer og fik derfor 1 i muskeltonus og hudfarve. Hun blev lagt til og suttede fint.
Moderkagen skulle jo fødes, men der var ingen tegn på, at den var på vej. De lægger igen et engangskateder, så jeg kan komme af med vandet. De undersøger for at se, om moderkagen er på vej, og da jordemoderen kigger, ser hun, at livmoderen er ret langt nede. Derfor kan hun ikke rigtig trække i navlesnoren for at få moderkagen ud. Jeg får akupunktur på hver lilletå, og 9 minutter senere fødes moderkagen så.
Bagefter kan hun stadig se livmoderen, og hun sætter derfor en slags tampon op for at få livmoderen op på plads. Det lykkes. Jeg får lagt lokalbedøvelse, og klippet bliver syet sammen.
 I mens tager Moster billeder af den nye familie, og vi alle stråler af lykke og glæde. Bagefter bliver pigen målt og vejet. 3.690 gram og 54 cm. Der bliver stillet et rullebord ind med brød, ost, kaffe og te. Der er også et fødselsdagsflag på. Jeg bliver helt rørt.
Vi regnede med at komme på patienthotel efter nogle timer, men pigens pH var lige i underkanten, så hun skulle have ekstra mad. Lidt senere tager de en lille dråbe blod fra pigen og undersøger hendes blodsukker. Det er også lidt for lavt, så hun får lidt mere mad, og blodsukkeret bliver målt regelmæssigt.
 Blodsukkeret stiger, som det skal, og vi regner derfor med at komme på hotellet, men jordemoderen har talt med en børnelæge, der mener, at vi skal på barselsgangen. Øv. Vi havde ellers regnet med og planlagt, at vi skulle være sammen alle 3 lige fra starten af. Klokken er efterhånden 4.30, og Farmand må tage hjem og først komme igen kl. 8.
Selvom det egentlig var en smertefuld fødsel, ser jeg tilbage på den med megen glæde og varme. Jeg blev passet så godt på, Lene og Rune var fantastiske støtter. Jeg sagde ikke meget undervejs, men alligevel forstod de til fulde mine behov. Jordemoderen, der var der til sidst, var utrolig sød og hjælpsom. Og Mette, der var studerende, og som jeg først afviste at føde med, var rigtig dygtig og kompetent. De to kvinder vil jeg gerne føde med igen.
 Vores datter blev døbt den 6. oktober. Hun hedder Lea Maria Hammer. Om kort tid fylder hun 1 år, og hun skal snart i vuggestue. Vi havde en god start som forældre. Lea sov igennem, allerede da hun var 3 uger. Hun er altid glad og fuld af krudt. Hun har lige lært at gå, så nu stavrer hun af sted på sine små ben. Vi elsker hende højt og glæder os til en dag - måske snart - at give hende søskende...
15-08-2003
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
 |
© 1999-2025