Skrevet af Mette
Min mand og jeg ventede vores første barn, og vi glædede os meget. Jeg havde haft en dejlig graviditet uden de mindste problemer overhovedet.
Jeg havde gjort mig mange forestillinger om fødslen og vidste, at som førstegangsfødende kunne det nemt tage mange timer, men jeg blev klogere.
2 dage over termin fik jeg pludselig veer, imens min mand og jeg var i Netto og handle ved 16-tiden om eftermiddagen. Det var småveer, og jeg holdt humøret oppe, og vi gik hjem.
Jeg tog et bad og pakkede resten af min taske til hospitalet. Veerne tog til, og vi ringede til fødegangen, men de skønnede, at der var lang vej endnu.
Vi besluttede i samråd med fødegangen at blive hjemme lidt endnu og ville ringe, hvis vi blev utrygge eller komme, hvis det var det, vi ville.
Veerne var noglelunde regelmæssige, og vandet var ikke gået. Vi var helt trygge ved at være hjemme. Vi hyggede og snakkede om, at nu skulle vi snart se vores længe ventede ønskebarn.
Efter et par timer ved 19.45-tiden blev veerne voldsomme, og jeg ville gerne afsted til fødegangen. Vi ringede derind, og alt imens min mand snakkede med dem, gik vandet, og veerne var på det tidspunkt meget kraftige. De var regelmæssige og lange af varighed.
Jordemoderen i telefonen kunne høre, at det ikke bare var småveer, så hun ville sende en ambulance. Vi havde ca. 25 minutters kørsel til hospitalet. Jeg gik rundt i trusser og t-shirt og nåede ikke at få mere tøj på, før Falck ankom efter ca. 10-15 minutter.
De spurgte om en masse ting, alt imens jeg selv insisterede på at gå ned til ambulancen - vi boede dengang på 1. sal. Hvordan det lykkedes mig med de voldsomme veer, ved jeg ikke, men det lykkedes.
Jeg blev lagt ned, og min mand kørte efter ambulancen i vores egen bil. Veerne var voldsomme, men Falckmanden, som sad ved mig, var virkelig god til at snakke og berolige, imens han fortalte, hvad jeg skulle gøre.
Pludselig efter ikke så lang tids kørsel følte jeg, at jeg skulle presse, hvilket jeg sagde til Falckmanden, men han nåede ikke at reagere, før jeg nærmest råbte, at nu føder jeg altså. Han hjalp mig trusserne af, og jeg fik den første presseve. Han havde i mellemtiden sagt, at føren af ambulancen skulle holde ind til siden, hvilket han gjorde.
Den anden Falckmand kom om i ambulancen, idet jeg fik den næste presseve, og jeg fødte min datters hoved. Min mand var ikke nået hen til os, og jeg fik hurtigt en presseve til, og Falckmanden, som sad for enden af båren og imellem mine ben, tog imod vores datter, som blev født i 3. og sidste presseve.
Falckmanden spurgte, om jeg ville vide, hvad det var blevet, og det ville jeg gerne, og han fortalte, at det var en pige. Min mand ankom få minutter efter vores datters lidt dramatiske ankomst. Han fik lov til at klippe navlestrengen, og jeg fik vores datter op på maven, efter Falckmanden havde tørt hende lidt.
Vi blev pakket ind i tæpper, og Falckmændene var yderst professionelle og bevarede roen og overblikket.
Vores datter blev født kl. 20.20 på en landevej - efter kun 4 timers veer som førstegangfødende. Jeg blev kørt til hospitalet, hvor jeg fødte moderkagen, og jeg var overhovedet ikke revnet. Vores datter vejede 2.600 gram og målte 48 cm.
Vi tog hjem dagen efter. Det var en hurtig fødsel og lidt forvirrende, men Falckmændene var yderst professionelle, hvilket gjorde, at der alligevel var en ro over hele situationen.
Jeg havde overhovedet ikke gjort mig tanker eller forestillinger om at skulle føde i en ambulance med 2 fremmede mænd, men det bliver altså ikke altid, som man forestiller sig.
Jeg har efterfølgende født tvillinger, men denne gang på hospitalet og på helt normal vis.
11-08-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025