Skrevet af Julie
Ja, så lykkedes det. Vi har fået en lille guldklump. Nå ja, lille og lille. Han vejede ved fødslen 4.190 gram og målte 56 cm. Det var en dreng, som scanningen havde vist, og han er bare det dejligste.
Natten til mandag den 30/9 var jeg oppe og tisse kl. 2.30. Der var tegnblødning, og få minutter efter kom den første ve. Slimproppen var gået i weekenden. Jeg lagde mig tilbage i seng og forsøgte at føle veerne og slappe af. Kl. 3.30 tog jeg to Pinex for at prøve at falde i søvn, dog uden held.
Da kl. blev 5, valgte jeg at stå op og spise lidt morgenmad. Jeg endte tilbage i sengen, og da Peters vækkeur gik i gang, hviskede jeg ham i øret "om hvad han ville sige til at blive forældre i dag". Han var straks vågen.
Jeg havde på det tidspunkt haft veer i 4 timer, og da vi tog tid på dem - noget Peter var vild med - kom det med ca. 7 minutter imellem og varede 45-55 sekunder. Det var vi godt tilfredse med.
Vi stod derpå op og hyggede med morgenmad og fjernsyn. Kl. 9.30 blev vi opmærksomme på, at veerne var ligesom forsvundet. Det var bare for surt! Efter 7 timer med ret regelmæssige veer var de væk - jeg var så skuffet.
Vi gik derfor en lang tur i et tempo, jeg ikke har holdt siden starten af graviditeten, men de par småveer, som kom ud af det, var ret ligegyldige.
Efterhånden affandt jeg mig med, at det nok alligevel ikke blev i dag. Men så ved 17-tiden startede veerne igen og lå hurtigt med 6-7 minutter imellem og på knapt et minut. Måske var det alligevel snart.
Vi spiste aftensmad og hyggede med fjernsyn. Veerne var regelmæssige, og jeg var ikke i tvivl om, at det var rigtige veer, men uudholdelig ondt gjorde de bestemt ikke. Jeg tænkte, hvis det er det, så er kvinder nogen kyllinger - jeg skulle blive klogere...
Inden Robinson foreslog Peter, at vi skulle ringe til Hvidovre for at melde, at så småt var i gang, og vi blev enige om at ringe efter programmet.
21.30 ringede Peter - jeg er telefonskræk. Der var nu 5 minutter imellem, og de varede 55-75 sekunder. Jordemoderen på klinikken var sød - jeg talte også med hende - og hun sagde, at der skulle være de famøse 3 minutter mellem og over et minuts veer, før vi skulle komme.
Vi aftalte at gå i seng, og jeg fik et par Pinex og en mini whisky. Jeg var dog oppe flere gange, og så kl. 23.25 gik vandet med et smæld. Det strømmede ud, og i samme moment tog veerne til. Jeg sad på toilettet og råbte på Peter.
Veerne hamrede ned og gjorde vildt ondt. Vi tog tid på dem, og der var knap 3 minutter imellem, og de varede mellem et minut og halvandet. Vi ringede til Hvidovre Fødeklinik og talte med jordemoder Lise, som spurgte, om jeg ville blive hjemme et par timer til eller komme nu. Jeg var ikke i tvivl - vi ville komme med det samme.
Peter pakkede tasken, mens jeg imellem knaldhårde veer prøvede at få tøj på. Vi kom af sted, og nej hvor var turen i bilen hård. De tyve minutter i "spændetrøje" var rædselsfulde.
Mellem 00.30 og 01.00 ankom vi til Hvidovre, og det første jeg gjorde var at placere store mængder fostervand midt på gulvet i gangen - pinligt. Mine bukser var drivvåde, og veerne væltede fortsat ind over mig - ind imellem uden pause.
Vi kom ind på en fødestue, hvor Lise, som vi havde talt med i telefonen, undersøgte mig. Jeg var 5-6 cm åben. Hun spurgte, hvad vi havde af tanker om ønsker til fødslen, og jeg bad om at komme i badekar, og derudover var vi ret åbne - lattergas var f.eks. en mulighed, vi havde snakket om. Hun spurgte, om jeg ville have lavement, og jeg sagde ja. Jeg måtte dog vente lidt på det, fordi der var lidt travlt.
Langt om længe fik jeg det, og vi blev sendt ud på toilettet. Det var forfærdeligt. Ikke selve lavementet, men at sidde på et toilet med så voldsomme veer. Peter var fantastisk - han var en super støtte i denne vanvittige situation.
Efter næsten en time på toilettet, følte jeg en let trang til at presse, men det kunne jo ikke være rigtigt. Lise kom ud og hentede os, og på fødestuen fandt hun ud, at jeg nu var 9 cm åben. Veerne gav virkelig noget.
Kl. 3 var jeg fulde 10 cm åben, men barnet stod ikke rigtigt, og pressetrangen var ikke konstant. Hjertelyden var ikke helt god, og jeg fik en CTG på. Den viste, at hjertelyden ved veerne dykkede, og der blev tilkaldt en læge. På dette tidspunkt fik jeg lattergas, og det hjalp lidt.
Lægen Hanne kom og var også usikker på barnets placering, og der blev derfor taget en blodprøve på barnets hoved. Den var fin, og jeg skulle derfor op og stå for at tvinge ham nedad. Det var rigtig væmmeligt og enormt frustrerende, fordi jeg jo havde tænkt ved fulde 10 cm, at nu var det snart overstået, og her stod jeg stadig.
Lidt over kl. 4 fik jeg et vedrop for at hjælpe mig, og der blev også placeret en elektrode på barnets hoved, og yderligere to blodprøver blev taget. Stadig var det, som det skulle være, men noget bekymret var både Hanne og Lise dog. Jeg ville bare væk og have det overstået. Peter var stadig for sej - uden ham var det aldrig gået!
Mellem kl. 4.15 og 4.30 fik jeg endelig lov at presse. Det var rart men også underligt at skulle yde andet end overlevelse, og ondt gjorde det godt nok. Der blev taget endnu en blodprøve, men inden svaret på den kom, sagde Lise til mig, at nu skulle jeg presse, alt hvad jeg kunne, for han skulle ud nu. Jeg pressede for vildt, hun klippede og flåede i barnets hoved - og Frederik blev født kl. 05.03 den 1. oktober.
Det var fantastisk - fra den vildeste smerte til den mest overvældende lykke. Han startede med at tisse på mig, og både Peter og jeg græd. Peter klippede navlesnoren, og Frederik fik på trods af den hårde omgang en 10'er på Apgar-scoren.
Jeg fik lov at amme ham, og det gik bare supergodt. Hans blodsukker viste sig at være lidt lavt, men efter to gange modermælkserstatning kunne jeg selv klare det. Hurra for meget råmælk.
Det er imponerende, at efter så megen smerte er det hele glemt, når barnet lander på ens mave :-) Dette er bestemt ikke en skrøne.
Jeg kom hjem i går, og vi har det alle godt. Frederik spiser godt og er bare så dejlig. Vi er begge forelskede i ham. Mælken løber bare, og amningen kører. Det er hårdt at blive vækket om natten, men pyt - man vender sig vel til det.
Frederik har en smule gulsot og lidt rød numse, men ikke noget at bekymre sig om.
Opholdet på Hvidovre Fødeklinik var fantastisk positiv. Vi fik massere af hjælp og støtte, og alle var bare supersøde og indlevende.
Hvis I holdt fast til enden, så tak. Ellers så var dette ligeså meget min måde at bearbejde mit livs største oplevelse på.
Kærlig hilsen Julie og Frederik (4 dage).
P.S. Jeg glemte at nævne, at grunden til, at han var så svær at få ud var, at han var stjernekigger.
28-07-2003
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
 |
© 1999-2025