Planer om privat fødeklinik i Vejle 10.000 underskrifter kunne ikke forhindre lukningen af fødeafdelingen på Vejle Sygehus, og nu er en privat fødeklinik den sidste mulighed for at kunne føde i Vejle.
3651
Støttegruppen Fød I Vejle kæmpede indædt mod lukningen af fødeafdelingen på Vejle Sygehus og samlede mere end 10.000 underskrifter imod lukningen. Men det forhindrer ikke Vejle Amt i at lukke afdelingen efter sommeren.
"Indsamlingen af så mange underskrifter forpligter, og vi har bestemt os til, at vi vil have mulighed for at føde i Vejle", siger Lars Therkelsen fra støttegruppen.
Den eneste løsning er at oprette en privat fødeklinik, og det er netop, hvad støttegruppen arbejder på. En række møder hen over sommeren skal vise, om planen kan realiseres.
"Vi vil sikre en god, stabil løsning, som kan bestå uanset de politiske vinde. Så vi tager selv initiativet, fordi vi tror på de små enheder til at modvirke centraliseringen", siger Lars Therkelsen, som erkender, at der er lang vej til, at den private fødeklinik bliver til virkelighed.
En af de absolut vigtigste detaljer er økonomien. Det koster adskillige millioner kroner at få en fødeklinik op at stå, men støttegruppen mener, at med et aktieselskab og aftaler med Vejle Amt, Vejle Kommune og Vejle Sygehus kan det lade sig gøre.