Skrevet af Diana
  Jeg havde hørt mange skræmmehistorier om lange fødsler på op til 48 timer, men at min fødsel skulle vare 81 timer, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig! Men de 81 timer var ingenting i forhold til de 10 timer der gik, før jeg så mit barn.
Jeg var fuld af glade følelser, og mit hjerte sprang et slag over, da jeg i løbet af onsdagen, 2 dage før min termin, mærkede nogle små veer. Ved midnat begyndte veerne at tage til, og jeg vækkede min kæreste med den glade nyhed: "Jeg har veer!".
Vi prøvede at sove lidt videre, men jeg lå vågen det meste af natten af bar spænding.
Hen ad formiddagen var der ca. 5-6 minutter imellem veerne, så ved 1- tiden tog vi ind til fødegangen. Jeg skulle føde på Hillerød. Her fik jeg kørt en strimmel, men jeg havde ikke åbnet mig, og veerne aftog, så der nu var 5-10 minutter imellem dem. Jeg blev bedt om at tage hjem.
Ved midnat natten til fredag var jeg ved at være træt. Jeg havde uregelmæssige veer hver 5.-10. minut. Nogle gange var der 5 minutter imellem dem i op til en time, og til sidst tog vi igen ind på fødegangen for at se, om der ikke snart var ved at ske noget. Efter endnu en strimmel blev jeg sendt hjem. Jeg havde slet ikke åbnet mig, og veerne var for uregelmæssige.
Lørdag formiddag var intet forandret. Nu var der hele tiden 5-6 minutter imellem veerne. Jeg kunne ikke sove og havde ikke gjort det siden onsdag. Jeg tog bad hele tiden. Det hjalp ikke.
Endnu en gang tog vi på fødegangen. "Du har ikke veer", sagde de. Kom igen når du får dem. Men det føltes da som veer. Vi kørte en tur. Veerne tog til. Halvanden time efter var der 5 minutter imellem dem. Endnu en jordemoder kunne oplyse os om, at jeg ikke havde veer. Men jeg kunne jo komme senere i aften, hvis jeg ville have noget at sove på. Hvorfor ville hun give mig smertestillende medicin, hvis jeg ikke havde veer?
Vi tog hjem. Jeg troede ikke på mig selv mere. Jeg var sikkert bare hysterisk. Sådan skulle plukkeveer åbenbart føles. Som om ens krop var ved at blive flået fra hinanden. Nu gad jeg ikke tage på hospitalet mere. Ikke før jeg mærkede noget, der gjorde markant mere ondt end dette. Vi var flove over at have "besværet hospitalet så meget". Dumme førstegangsfødende.
Senere på aftenen var der veer hvert 4. minut. Men de gjorde ikke mere ondt end før. Jeg trak mig ind i mig selv. Det gjorde mere ondt at sidde i en bil på vej ind til hospitalet end at være derhjemme. De ville jo bare sende mig hjem igen. Så jeg blev hjemme. Var fortvivlet. Jeg kunne ikke sove. Nu havde jeg ikke sovet i 4 dage.
Ved 2-tiden lørdag nat blev jeg bange. Jeg havde ikke flere kræfter. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne føde, når jeg var så udmattet. Hvornår kom de "RIGTIGE" veer?
Vi tog ind til hospitalet for at få noget smertestillende, så jeg kunne sove - og vente på at få veer.
På fødegangen undersøgte jordemoderen mig. Du har åbnet dig 5 cm. Nå! Så var jeg åbenbart ved at føde. Det gjorde ellers ikke mere ondt end før. Jeg kom i et badekar. Det blev hurtigt for varmt. Jeg kom op igen.
Kl. 7.40 søndag morgen havde jeg let pressetrang og var åbnet 10 cm. Nu skulle jeg presse. Presseveerne var korte og svage. "Pres!", sagde de. Og jeg pressede, selvom jeg egentligt ikke havde nogen speciel trang.
Så fik jeg ve-drop. Det hjalp ikke rigtig. Jeg pressede og pressede, og der skete ingen ting. Barnet fik en elektrode på hovedet, og de skruede yderligere op for ve-droppet. Der skete ingenting.
Jeg kunne mærke, at hovedet ingen vegne kom. Jeg pressede, når de sagde det. Ikke fordi der var en naturkraft, der rev i mig, som jeg havde forestillet mig. Der skete intet. De kunne måske ane en hårtot. Det var alt.
Kl. 8.20 kom jeg på en fødeskammel. Det var ret ubehageligt. Jeg havde ingen balance og var ret bange for at falde ned. Det hjalp ikke. Jeg kom ned igen. En fødselslæge blev tilkaldt.
Kl. 8.45 var der påvirket fosterlyd. Barnet havde det ikke så godt nu. 10 minutter senere forsøgte de at tage barnet med sugekop. Først asede og masede de med en sugekop, men den kunne ikke komme op. Så prøvede de igen. Denne gang fik de sugekoppen på plads og trak til to gange, mens jeg pressede. Rummet var begyndt at myldre med læger, jordemødre og sygeplejersker. Så så fødselslægen underlig ud i ansigtet. Der var grønt fostervand. Barnets tal faldt drastisk.
"Du skal have et kejsersnit". Der blev stillet en båre ved siden af sengen. Jeg hoppede over på den. Senere fandt jeg ud af, at de skulle til at løfte mig. Men jeg ville bare have det overstået! De kørte mig afsted til operationsstuen. De glemte at fjerne ve-droppet. Og nu virkede det. Jeg måtte puste hele vejen derned for ikke at presse.
På operationsstuen kunne de ikke finde et armbånd, der passede til deres blodtryksmåler. Og hver gang de prøvede at tage blodtrykket, fik jeg en ve og spændte så meget, at den faldt af. Så blev alt sort...
Jeg vågnede. Min kæreste sad ved min side. Barnet var der ikke. Det blev en dreng, fortalte de. Han havde problemer med at trække vejret, så han fik hjælp. Han skulle overføres til Rigshospitalets neonatalafdeling. De kom kørende med en stor kuvøse, hvor der lå en masse slanger. Der stak en lille arm ud fra slangerne. Jeg nåede lige at strejfe den. Så kørte de igen.
"Du bliver også overført lige om lidt", sagde de. Jeg blev overført til en stue på barselsgangen. Efter 2 timer begyndte jeg at græde. "Hvorfor kommer de ikke og henter mig?". Min kæreste gik ud for at spørge, om de snart kom. Han kom tilbage med meldingen om, at jeg kun var klassificeret som sygetransport, og Falck havde meget travlt idag. Så jeg måtte vente.
Der gik en time. Og en til. Jeg spurgte og spurgte. Men der var stadig mange akutte kørsler. Jeg var vågnet ved 10-tiden om morgenen, og klokken sneg sig hen mod kl. 20 om aftenen, før jeg blev hentet. Det var de værste 10 timer i mit liv. Jeg manglede min dreng. Jeg manglede ham med hele min krop.
Da jeg endelig blev overført, kunne jeg ikke ligge på stue med ham. Jeg lå der på barselsgangen uden et barn. Men så kom de endelig med en kørestol og kørte mig ned til ham. Han lå der i en vugge med drop og målere og sonde. Man kunne dårligt holde ham for alle de ledninger. Hvorfor han skulle have sondemad, vidste jeg ikke. Han kunne godt selv trække vejret nu. Hvorfor kunne jeg så ikke få ham op til mig?
Amning var der ingen, der talte om. Jeg blev nødt til at gå, når jeg skulle sove. Så jeg sagde til personalet, at jeg ville komme igen, næste gang han skulle have mad, så jeg selv kunne gøre det. Da jeg kom, havde de allerede gjort det. Det føltes som om, at jeg ikke havde noget at skulle have sagt mht. mit barn.
Der gik et par dage, før vi blev ført tilbage til Hillerød. Stadig på hver sin afdeling. Jeg farede vild i hospitalsgangene, når jeg ville besøge ham. Helt groggy af smertestillende. De fandt mig og formanede, at jeg skulle vente på en kørestol. Men jeg var ligeglad. Jeg ville op til mit barn.
Jeg tilbragte det meste af tiden i en hård havestol, der stod ved hans vugge. Jeg sov der og spiste der. Først 4 dage efter han blev født, kunne jeg få ham ned til mig på barselsgangen.
Det var først, da jeg kom hjem, at jeg så småt begyndte at føle, at det var mit barn. På hospitalet var det som om, at det var deres barn, som jeg aller nådigst lånte. Det var en underlig følelse at komme hen på hospitalet og se et barn i en vugge. Det er så dit barn. Som om man havde fået ham foræret af hospitalet.
 Jeg vil med glæde gennemgå et lige så langt fødselsforløb en anden gang. Jeg ville med glæde være en uge om at føde! Hvis jeg bare kunne føde barnet selv og holde det med det samme!
I dag er Lucas en glad lille dreng på 7 måneder, som møder verden med et kæmpe smil! Heldigvis, at han ikke kan huske de første dage!
30-04-2003
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
 |
© 1999-2025