En gravid kvinde fik i første omgang tilkendt 77.000 kroner i erstatning af byretten for uberettiget fyring. Men Vestre Landsret besluttede senere at give arbejdsgiveren ret, fordi denne påstod, at han ikke kendte til graviditeten.
Selv om en sag i Danmark normalt er afsluttet efter at være prøvet i to instanser, har procesbevillingsnævnet givet HK/HANDEL ret i, at der er tale om en så principiel sag, at den nu også skal prøves i Højesteret.
"Dommen fra Vestre Landsret gør det fremover let for arbejdsgivere at skaffe sig af med gravide medarbejdere blot ved at påstå, at de ikke vidste, at medarbejderen var gravid. Det er urimeligt og bekymrende, og jeg er meget tilfreds med, at vi nu har fået mulighed for at få sagen endeligt afgjort i Højesteret", siger faglig konsulent Arne Dolleriis fra HK/HANDEL.
HK har i sin henvendelse til Procesbevillingsnævnet pointeret, at der foreligger en række tidligere domme, som bestemmer, at det er arbejdsgiveren, der skal bevise sit manglende kendskab til graviditeten.
"Den afsagte dom strider derfor mod retspraksis. Ændres dommen ikke, vil ansatte fremover skulle opnå skriftlig kvittering fra arbejdsgiveren om, at hun har orienteret om graviditeten", skriver HK i sin henvendelse til nævnet.
I den pågældende sag har den ansatte forklaret, at hun i kantinen fortalte kollegerne om de lykkelige omstændigheder. Da hendes arbejdsgiver senere spurgte hende, om det var rigtigt, at hun var gravid, svarede hun ja, og arbejdsgiveren reagerede med en fyreseddel.
Men i retten har arbejdsgiveren nægtet, at han kendte til graviditeten, og det er hans forklaring, Vestre Landsret i Viborg har vægtet tungest. HK håber nu på, at Højesteret vil give bevisbyrden tilbage til arbejdsgiveren.
Kilde: SiD
25-04-2003

|