Pladsanvisning via internettet Århusianske forældre kan nu som de første i landet søge kommunal børnepasning over internettet og selv foretage rettelser og tilføjelser til deres ansøgning.
4065
Århusianske forældre har som de første i landet fået direkte adgang til den kommunale pladsanvisning via internettet.
På www.aarhuspladsanvisning.dk kan forældrene døgnet rundt søge om plads i en kommunal daginstitution eller dagpleje, ændre og tilføje ønsker og praktiske informationer f.eks. i forbindelse med flytning, søge om økonomisk friplads eller tilskud til privat pasning efter fritvalgsordningen.
På siden findes også direkte link til samtlige kommunens daginstitutioner, hvor man på deres hjemmesider kan læse mere om de enkelte institutioner.
Enklere anvisning
"Planen er, at det skal gøres enklere for forældrene. Blandt andet slipper de for at vente i telefonkøer i Pladsvisningens åbningstid, og samtidig skal det give de 21 pladsanvisere mere tid til at tage sig af andre og tungere opgaver end at taste oplysninger ind i EDB-systemet og rette i ønsker, som forældrene ligeså godt selv kan skrive direkte", forklarer vicekontorchef i kommunens Børn og Ungeafdeling, Vibeke Berthelsen.
Første system i Danmark
Den digitale pladsanvisning er udviklet gennem 3 år og har kostet kommunen 1,8 millioner kroner, men man håber, at idéen kan sælges til andre kommuner.
"Det er det første system i landet, hvor man kan køre en sag igennem fra start til slut helt uden brug af papir", forklarer Ole Sønderup, der er projektleder for den digitale pladsanvisning.
10.000 pladser om året
Pladsanvisningen fordeler ca. 10.000 pladser om året, og målet er, at 15 procent af forældrene vil benytte den digitale pladsanvisning det første år, og at 60 procent er med i løbet af 3 år.
Vibeke Berthelsen understreger, at hele sagsbehandlingen omkring visitering af børn til de enkelte institutioner ikke bliver digitaliseret, men at ordningen betyder, at pladsanviserne får mere tid til de ressourcekrævende opgaver, og at flere har mulighed for at komme igennem til pladsanvisningen via telefonen.
"Løsningen skaffer os ikke flere pladser, men den giver en langt hurtigere sagsgang og dermed et hurtigere flow i besættelsen af ledige pladser i daginstitutionerne og dagplejen", siger den ansvarlige rådmand for børnepasningen i Århus, Flemming Knudsen (S).
Systemet er endnu ikke færdigudviklet. Man kan således endnu ikke se, hvilket nummer ens barn er i køen til en bestemt institution.
Hurtigere sagsgang
I første omgang gælder det altså tildelingen af pladser, og umiddelbart efter forældrene har sendt en ansøgning, får de en kvittering for, at den er modtaget. Så snart der bliver en ledig plads, får de en ny en e-mail med et pasningstilbud, som de straks kan acceptere eller afslå.
Hvis forældrene siger nej, går tilbuddet videre til den næste, og forældrene kan søge en anden plads. Denne sagsgang vil blive langt hurtigere end hidtil, hvor den har foregået som brevveksling.
Forældre til børn, der allerede er skrevet op til et pasningstilbud, kan også benytte ordningen. Når de har modtaget deres pinkode, kan de logge sig ind i systemet og se, hvad kommunen har stående om deres pasningsønsker, hvorefter de selv kan foretage rettelser mht. institutionsønsker, tidspunkter for pasning og startdato.