Studerende laver vuggestue Studerende på RUC vil oprette egen vuggestue, så de slipper for at skulle forlænge studierne på grund af de lange ventelister i København.
3554
Studerende på Roskilde Universitetscenter (RUC) vil oprette egen vuggestue, så de slipper for at skulle forlænge studierne på grund af de lange ventelister i København.
Fra næste år vil studerende og ansatte på RUC i samarbejde med Roskilde Kommune åbne en vuggestue på universitetets område. Indtil videre har omkring 50 forældrepar vist interesse for ideen.
Forældre i klemme
"Mange forældre kommer i klemme, fordi der er lange ventetider på vuggestuepladser i København, hvor de fleste studerende og ansatte bor. En vuggestue på RUC vil betyde, at ingen behøver tage ekstra orlov eller helt droppe studiet, fordi de løber tør for SU, mens de venter på institutionsplads", siger Karen Timmermann, som er studerende på RUC og en af kvinderne bag projektet.
Hun har talt med mange studerende, som har fået alvorlige økonomiske problemer, fordi de måtte vente længe på en plads i Københavns Kommune. Og mange har fået forlænget studietiden væsentligt, fordi de har måttet være hjemme med deres barn.
Ideen om at oprette børnepasning på RUC er ikke ny. Flere gange har nybagte forældre sat noget i gang, men hver gang er planerne gået i sig selv igen, når initiativtagerne får løst deres egne problemer.
"Min datter har fået en plads i København nu, men jeg synes alligevel, at der er en grund til at få dette her op at stå", siger Karen Timmermann, der bestemt ikke har tænkt sig at stoppe nu.
Ud over at vuggestuen vil løse nogle praktiske pasningsproblemer, mener hun, at det har en række fordele at få børnene passet så tæt på, hvor man arbejder eller studerer. Eksempelvis er man tæt på, hvis barnet bliver sygt, og dagene i institutionen bliver kortere, fordi forældre og barn bruger transporttiden i toget sammen.
Den største ulempe
Umiddelbart er den største ulempe, at det for mange børn vil blive et mere brudt institutionsforløb, end hvis de var i København. Mange studerende bliver færdige med studierne, før børnene er gamle nok til at komme i børnehave, og uanset hvad skal børnene sandsynligvis spredes, når de bliver for gamle til vuggestuen.
Projektet har mødt stor opbakning både fra RUC og Roskilde Kommune. I fremtiden er det planen, at der skal bygges et særligt hus til vuggestuen, men i første omgang skal der findes plads i de eksisterende bygninger.