Norske erfaringer bremser private børnehaver Socialminister Henriette Kjærs (K) planer om at lade private tjene penge på børnehaver er løbet ind i vanskeligheder.
3774
Socialminister Henriette Kjærs (K) planer om at lade private tjene penge på børnehaver er løbet ind i vanskeligheder.
Årsagen er erfaringer fra Norge, som har givet regeringens eneste støtte, Dansk Folkeparti, betænkeligheder.
I Norge viser det sig, at det i gennemsnit koster 600 kroner mere om måneden at få barnet passet i en privat børnehave.
Løn og pension til de ansatte er dårligere, og endelig er andelen af børn med særlige behov, funktionshæmmede børn og børn med indvandrerbaggrund mindre i de private norske institutioner.
"Det er ikke overraskende, fordi almindelige betragtninger siger, at hvis du skal hive profit ud, så må du enten hæve prisen, slække på kvaliteten, give en dårligere løn eller sørge for, at du kun har velfungerende børn, som ikke har særlige behov. Profitten kommer ikke ud af den blå luft", siger Socialdemokratiets socialordfører, Sandy Brinck.
Oplysningerne sætter yderligere grå hår i hovedet hos Dansk Folkepartis Pia Kristensen. Hun er bange for, at de private børnehaver ender med kun at blive legeplads for de riges børn. Derfor vil hun have loft over prisen og fripladser til de fattige.
"Vi vil også have rummelighed til handicappede børn og til børn af anden etnisk oprindelse. Jeg synes, at de norske erfaringer hæmmer forslaget. Vi må se, hvor langt ministeren vil komme os i møde, og først derefter kan vi afgøre, om vi trykker på de grønne knapper", siger Pia Kristensen.
Socialminister Henriette Kjær (K) fremlægger først sit forslag til sommer, og hun har ikke endeligt besluttet detaljerne i sin plan.
Hun ser ikke noget problem i, at prisen er højere i den private børnehave, og hun tror slet ikke på, at en prisforskel på 600 kroner kan være med til at dele de fattige og rige børn.
"Hvis forældrene virkelig vil have børnene i en privat børnehave, så er de også villige til at betale. Det er et spørgsmål om prioritering", siger hun og hævder, at det slet ikke er sikkert, at den private bliver den mest attraktive. Det kommer helt an på, hvor god den kommunale børnehave er.