En ny undersøgelse foretaget af Netbaby.dk viser, at 2002 har været et særdeles godt år at føde sit barn på de danske fødesteder.
3.069 kvinder har deltaget i undersøgelsen af de danske sygehuse og hospitaler, der fungerer som fødested. Kvinderne blev bedt om at give fødestedet en karakter mellem 1 og 4, samt at beskrive deres oplevelser under opholdet på fødestedet.
På landsplan blev den gennemsnitlige karakter for fødsler i 2002 3,7 ud af 4, hvilket omregnet til procent svarer til hele 89,4%. Alle fødestederne opnåede en gennemsnitlig karakter på over 3 stjerner.
Kvinderne er generelt blevet mere tilfredse med fødestederne i løbet af de seneste år. I 1999 fik fødestederne således karakteren 76,4%, i 2000 var den steget til 77,0%, i 2001 var den oppe på 84,0%, og 2002 er det hidtil højeste niveau med 89,4%.
Topscorerne blandt fødestederne i 2002 er:
1: Svendborg og Lemvig (4,00 stjerner = 100,0%)
2: Grindsted og Odder (3,94 stjerner = 98,0%)
3: Holstebro (3,92 stjerner = 97,4%)
4: Hobro (3,92 stjerner = 97,2%)
5: Haderslev og Fredericia (3,91 stjerner = 97,0%)
De laveste karakterer i 2002 blev givet til:
1: Kolding (3,22 stjerner = 74,1%)
2: Glostrup (3,32 stjerner = 77,5%)
3: Rigshospitalet (3,33 stjerner = 77,8%)
4: Frederiksberg (3,44 stjerner = 81,3%)
5: Kalundborg (3,50 stjerner = 83,3%)
Det er anden gang, Netbaby.dk foretager undersøgelsen af de danske fødesteder, og for andet år i træk er Kolding Sygehus placeret nederst på listen med det dårligste gennemsnit.
Geografi
Set på landsplan er der størst tilfredshed hos de fødende på Fyn, hvor den gennemsnitlige karakter er 94,4%. Fødestederne på Sjælland har fået 90,2%, mens de jyske fødesteder har fået 88,3%.
Alder
Hvis man kigger på de fødendes alder, er det bemærkelsesværdigt, at tilfredsheden stiger, jo ældre den fødende er. Blandt de helt unge mødre i alderen 17-20 år er den gennemsnitlige karakter kun 80,5%, hvorimod den hos de ældre mødre over 40 år er hele 94,4%.
17-20 år: 80,5%
21-25 år: 89,2%
26-30 år: 89,4%
31-35 år: 92,3%
36-40 år: 92,5%
41-45 år: 94,4%
Vigtige faktorer
I undersøgelsen har kvinderne især lagt vægt på, at fødestedet har dannet nogle trygge rammer omkring fødslen og de efterfølgende barselsdage.
Andre vigtige faktorer er personalets kompetence, information om forløbet undervejs, god ammevejledning og at den nybagte far kan overnatte på fødestedet den første nat sammen med mor og barn.
Læs mere om hvert enkelt fødested samt kvindernes anmeldelser og kommentarer i vores feature om de danske fødesteder.
Kilde: Netbaby.dk
20-02-2003

|