Flere enlige mødre har brug for støtte At være enlig mor kan sagtes være et liv i overskud. Men antallet af henvendelser til Mødrehjælpen stiger i disse år.
4083
At være enlig mor kan sagtes være et liv i overskud. Godt arbejde med kolleger og orden i økonomien. Ganske vist med travlhed med indkøb og børn efter arbejdstid, men til gengæld tid til sig selv, når de små har det godt hos deres far.
Billedet er dog langt fra entydigt, og antallet af henvendelser til Mødrehjælpen stiger i disse år. De konkrete tal på landsplan er endnu ikke opgjort, men organisationen oplever en stigende efterspørgsel i rådgivning.
I Århus-afdelingen, som har ca. 1.500 rådgivninger om året, var der ved årsskiftet optalt 10-20 procent flere henvendelser end på samme tid sidste år. For at imødekomme den stigende efterspørgsel har Mødrehjælpen indført telefonrådgivning.
Susanne Svenningsen fra Mødrehjælpens Informationsafdeling i København peger på økonomien som en særlig vanskelig faktor for mange enlige mødre.
"Enlige mødre på kontanthjælp kommer med Netto-poser fulde af papirer, som de ikke kan overskue, fordi de er faldet i fælden med hurtige lån og tårnhøje renter. Det bliver en spiral, som ikke er til at komme ud af. Uforudsete udgifter er der ikke plads til, og gaver til børnene skal der spares op til igennem længere tid".
Også den vanskelige boligsituation er et problem. Susanne Svenningsen henviser til eksempler med børn på fire år, som endnu ikke har prøvet at have et fast sted at bo.
Seniorlektor ved Den Sociale Højskole Therese Halskov, som har skrevet bogen "Tab af rettigheder - om sårbare enlige mødre og deres børn", understreger, at enlige mødre er en lige så differentieret gruppe som resten af befolkningen. Til gengæld kan problemerne med dårlig økonomi og isolation være betydelig vanskeligere at komme ud af som enlig.
"Det er jo ikke en social sygdom at være enlig. De yngre mødre er fulde af energi, men de har ofte særlige behov, og her er det vigtigt, at socialforvaltningerne giver dem en ekstra hånd, så de for eksempel kan få deres børn i daginstitution og komme i uddannelse. For har man ingen uddannelse og måske en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, kan man som enlig blive meget isoleret".