Ulovligt at fyre kvinder i graviditetsbehandling Kvinder i behandling for barnløshed skal behandles ligesom gravide kvinder.
3638
Kvinder i behandling for barnløshed skal behandles ligesom gravide kvinder. Derfor er det i strid med loven at fyre en kvinde, der forsøger at blive kunstigt befrugtet. Det fastslår den første højesteretsdom på området.
Sagen handler om en advokatsekretær, som blev fyret efter at have været indlagt på hospitalet til graviditetsfremmende behandling. Arbejdsgiveren blev vred, fordi hun ikke ved ansættelsessamtalen havde sagt, at hun skulle i den slags behandlinger.
Fyringen blev vurderet til at være usagligt begrundet og stred mod loven om, at mænd og kvinder skal behandles lige, så dommerne i by- og landsret tilkendte sekretæren 58.500 kroner i erstatning.
Imidlertid vurderede 4 ud af 5 dommere i Højesteret, at arbejdsgiveren også havde overtrådt bestemmelserne om ikke at afskedige en lønmodtager, fordi denne havde været væk på grund af graviditet. Det gav sekretæren yderligere 117.000 kroner.
"Dommen viser, at en opsigelse, der er motiveret i en kvindes ønske om at blive gravid, er i strid med loven", siger advokat Peter Breum, som vandt sagen.
"Nogle arbejdsgivere vil skele til, hvor stor risikoen er ved at have kvinder ansat og blive beskyldt for diskrimination. Det vil kunne påvirke sådanne ansættelsesforløb negativt, og det er hverken til gavn for kvinderne eller arbejdsmarkedet", siger underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening, Povl-Christian Jensen.
Det er i orden at fyre gravide kvinder - og nu også kvinder under kunstig befrugtning - hvis arbejdsgiveren kan bevise, at fyringen er objektivt begrundet og ikke sker på grund af graviditet.
Kilde: Politiken
28-12-2002
Relaterede artikler
Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby: ulovlig fyring
Læs meget mere om fertilitet og om at forsøge at blive gravid: