Få danske børn bortadopteres I efterkrigsårene blev op mod 2.000 danske børn bortadopteret hvert år. I dag opgives blot 15-30 børn til adoption årligt.
6800
Det er nærmest blevet umuligt at adoptere et dansk barn. Årsagen er, at kun 15-30 børn årligt opgives til anonym adoption mod tidligere helt op til 2.000 børn om året.
"Det er en broget flok, men gennemsnitligt er der tale om en ung pige, som ufrivilligt er blevet gravid. Nogle af de børn, vi modtager, er børn af misbrugere. Og så ser vi en del kvinder, som har børn i forvejen og, som ikke magter at stå alene med endnu et barn", fortæller sekretariatschef Anette Hummelshøj fra Adoptionsnævnet.
De 15-30 bortadoptioner er såkaldte anonyme adoptioner, hvor barnet og de nye forældre ikke på forhånd kender hinanden. Totalt adopteres omkring 700 danske børn hvert år, men langt de fleste gennem stedbarns-, familie- og bekendtskabsadoptioner.
Stedbarnsadoptioner er, hvor den ene ægtefælle adopterer den andens barn. Bekendtskabsadoptioner benyttes, når adoptivfamilien er nærtstående venner til barnet men ikke beslægtet, og endelig er familieadoptioner adoptioner inden for familien.
"Årsagen til, at der er så få anonyme adoptioner er, at de sociale forhold er anderledes i dag. Vi har trods alt fri abort, og der er hjælp at hente, hvis man står alene med et barn. Når der alligevel er børn, som bortadopteres ved fødslen er det et udtryk for, at vores nuværende hjælpesystem ikke virker i forhold til de mødre", mener psykolog Else Christensen fra Socialforskningsinstituttet, der forsker i børn, unge og familier.
I mange år er antallet af adoptanter, der søger at adoptere et dansk barn, faldet. Lige efter anden verdenskrig stod danskerne nærmest i kø for at adoptere et af de knap 2.000 bortadopterede børn.
I 1980'erne var ansøgerne faldet til et par hundrede om året, og i 2001 søgte blot 49. Nedgangen skyldes, at kun 37 procent af de godkendte adoptivfamilier de seneste 5 år rent faktisk fik lov til at adoptere et dansk barn, fordi så få bortadopteres. Godkendes man derimod til et udenlandsk barn, er man 100 procent sikker på at få tilbudt et barn.
I samme 5 års periode har knap halvdelen af ansøgerne til et dansk barn fået afslag mod blot 10 procent af ansøgerne til et barn født i udlandet.