KrF vil øge adoptionstilskud med 20.000 kroner Kristeligt Folkeparti vil bruge 13 millioner kroner på tilskud til adoption.
3196
Kristeligt Folkeparti er parat til at bruge 13 millioner kroner på tilskud til par, der ønsker at adoptere.
Det skal være et skridt på vejen til økonomisk ligestilling af adoption og kunstig befrugtning.
"Som det er i dag, er adoption først og fremmest et privilegium for den velstillede del af befolkningen. Og det kan ikke have sin rimelighed. Det er jo bestemt ikke alle, der kan gå i banken og låne 100.000 kroner eller mere til en adoption".
Det siger formanden for Folketingets socialudvalg, Tove Videbæk (KRF), til socialminister Henriette Kjærs (K) udmelding om, at det ikke bliver billigere at adoptere.
Som ændringsforslag til finansloven foreslår Kristeligt Folkeparti derfor, at tilskuddet til adoptivforældre forøges med 20.000 kroner pr. barn.
Det svarer til adoptanternes øgede udgifter til adoption i dag sammenlignet med 1999. Forslaget koster 13 millioner kroner, som partiet har finansieret gennem sit eget finanslovforslag.