Kampen om fødeafdelingerne Nedlægning af den lokale fødeafdeling er ikke populær. Det vækker ramaskrig og masser af protester i hvert eneste tilfælde.
3515
Nedlægning af den lokale fødeafdeling er ikke populær. Det vækker ramaskrig og masser af protester i hvert eneste tilfælde.
Derfor går befolkningen i de ramte områder også omgående i aktion for at redde den lokale fødeafdeling. Det er sket i Grindsted, Vejle, Tønder og Haderslev.
Kigges der først på det nuværende forslag til den fremtidige sygehusstruktur i Sønderjyllands Amt, er rapportens bagmænd klar over, at en samling af alle fødsler i Sønderborg skaber problemer. Der bliver for langt til Sønderborg for de fleste sønderjyder.
"Som alternativ til forslaget om at samle fødsler på Sønderborg Sygehus kan det overvejes i stedet at samle fødsler i Aabenraa. En konsekvens af strukturforslaget er, at en del af borgerne i det nordlige og vestlige Sønderjylland vil få længere afstand til fødestedet. En placering i Sønderborg kan derfor opleves som en serviceforringelse af borgerne og derfor medføre en patientsøgning mod sygehuse i amterne mod nord og vest", skriver konsulentfirmaet PLS Rambøll i rapporten.
Ved en samling af fødslerne i Aabenraa opnås en mere central placering af amtets fødested, men en udvidelse af Aabenraa Sygehus vil koste en anlægsudgift på omkring 285 millioner kroner.
"Denne samling af fødeafdelinger i Sønderborg er klart frarådet af de gynækologiske overlæger i Sønderjylland. Disse har udtalt, at hvis afdelingerne skal samles, bør det foregå i Aabenraa af hensyn til geografien", har overlæge Carl Næsbøl fra Haderslev Sygehus allerede fastslået.
I Ribe Amt har Grindsted/Billund-området protesteret voldsomt over forslaget, som nedlægger fødeafdelingen i Grindsted. Det har fået flere til at konkludere, at gravide fra amtet vil søge mod fødeafdelingerne i enten Vejle eller Kolding i stedet for i Esbjerg. Det samme som fødende i Haderslev-området vil gøre, hvis fødeafdelingen i Sønderborg bliver en realitet.
I øjeblikket er der dog også planer om at fjerne fødeafdelingen i Vejle og flytte den til Kolding. En katastrofe var kommentaren fra borgmesteren i Billund Kommune, Preben Jensen (V), da han hørte om denne plan.
"Planerne om at lukke i Vejle gør det kun endnu vigtigere, at politikerne i Ribe Amtsråd siger nej til at lukke fødeafdelingen i Grindsted", sagde han med udsigten til, at Billunds fødende fremover ville få 60 kilometer til fødeafdelingen i Esbjerg eller 40 kilometer til afdelingen i Kolding.
Det er endnu ikke besluttet, om Grindsted beholder fødegangen efter 1. januar 2004. Kampen om fødeafdelingens placering i Vejle Amt er heller ikke slut.
Politikerne i Vejle Byråd har nemlig besluttet at forsøge at redde byens fødeafdeling. I en ny kampagne vil politikerne forsøge at overbevise politikerne i amtsrådet om, at fødeafdelingen ikke skal flyttes til Kolding.
"Vejle Sygehus er et stort sygehus, og man kan ikke finde andre store sygehuse uden en fødeafdeling", lyder argumentet fra Vejles SF-borgmester Flemming Christensen.