 På besøg fra juni
Hejsa,
og tillykke med prinsessen :) Jeg synes, at du er i din fulde ret til at
have indvendinger mod, at din kæreste ønsker sin ven som fadder. Og
den ret tænker jeg, at du som mor har, uanset hvad. Det skal vel
være en fælles beslutning? Jeg må indrømme, at jeg har sagt nej til at
en af min mands bedste venner skal stå fadder på et helt andet, og
for nogen langt "tyndere" grundlag. Jeg er selv meget troende, og for
mig er det vigtigt, at dem, der står fadder for mine børn, ved, hvad
de siger ja til (at lære barnet om den kristne tro, hvis vi dør). Jeg
kræver ikke, at personerne selv skal være dybt religiøse, men de skal
have respekt for, at jeg er det, og kunne fortælle mit barn om, hvad
jeg står for. Den pågældende ven er MEGET ateistisk, hvilket jeg har
det fint med, men jeg har sagt nej, fordi han gør grin med dem, der
så ER troende, og er kommet med nogle MEGET snæversynede og
fordømmende udtalelser om, hvor "idiotiske" sådanne mennesker er
(velvidende, at jeg er en af dem). Han må meget gerne være en
"onkel" og en del af mine børns liv, men ikke som fadder. Og det har
min mand heldigvis FULD forståelse for, selv om han slet ikke lægger
så meget betydning i det, som jeg gør. Men uanset hvad man lægger
i det, at være fadder, så synes jeg, at det ALTID må være en fælles
beslutning, som forældrene begge er enige om.
Håber, det er noget, I kan snakke om, og nå til en enighed om snart.
Jeg tror (eller rettere ved), at jeg ville have det fuldstændig ligesom
dig.
Kram herfra :)
Dette er et svar til  --> fortsættes
af frk.smilla (26-04-2013 kl. 08:37)
|
© 1999-2025