 Nu må der godt snart komme lidt ro på...
Puh ved slet ikke hvor jeg skal starte, men må vel bare begynde fra en
ende af! Blev sygemeldt i samme sekund jeg stod med en positiv test,
min krop er tilsyneladende bare rigtig dårlig til at være gravid. Et par
uger efter fortalte min mor at hun havde fået konstateret brystkræft og
skulle igennem kemo, operation og strålebehandling. I januar døde min
biologiske far, han var alkoholiker og jeg har ikke haft kontakt med
ham de sidste 10 år, men der var jo stadig en masse uafklarede ting
som man lige til det sidste håbede ville blive løst, at han ville indse hvor
meget han havde ødelagt og bare sige undskyld. Samtidig ligger min
søster i en grim skilsmisse, hvor børnene på 2 og 5 år bliver brugt som
"gidsler". Så begyndte jeg at få bøvl med levertal og blodtryk, som om
det andet ikke var rigeligt! For knap tre uger siden fik min mor så
fjernet sit bryst efter 8 kemobehandlinger og da det gik godt tænkte vi
at nu ville der endelig komme lidt ro på.
Tidlig fredag morgen blev vi så vækket med en voldsom nyhed... Min
stedfar, der har været som en far siden jeg var 9, døde pludselig om
natten af en blodprop i hjertet. Min mor havde forsøgt genoplivning
mens hun havde 112 i røret, men der var intet at gøre. 49 år gammel
og pludselig er han bare væk... Siden da har det hele været et stort
sløret rod, har pendlet frem og tilbage mellem min mor på sydsjælland
og min egen lille familie i Kbh, stort set ikke sovet og lever nærmest af
kaffe. I dag skal jeg til jordemoder, hun skulle have løsnet hinder men
vil ikke risikere at føde under bisættelsen på lørdag... Puh altså, brug
for ro!!
|
Svar til dette indlæg
iben26
© 1999-2025