 Klar til vuggestue?
Hej
Sidder her med en klump i halsen og tæller minutter til afgang mod Arthurs nye vuggestue, hvor vi skal have første møde med de voksne. Han skal efter planen begynde 2. maj.
Og det kan godt være, at han er klar. Men jeg føler mig LANGT FRA klar! Jeg synes, han er for lille, at vores barsel har været for kort, at han skal blive hjemme hos mig, og at vi ALDRIG skal noget andet ...
Separationsangst 2.0 for forældre!
Er jeg den eneste, der har det sådan?
Det skal siges, at vi på sigt ender i en hverdag, hvor børnene bliver passet rigtigt meget, fordi både min mand og jeg har lang transporttid og ikke mulighed for at gå ned i tid. Så den viden påvirker selvfølgelig også. Jeg er ved at snuse til det døde arbejdsmarked i håb om at finde arbejde tættere på, men det bliver en lang kamp (jeg er akademiker, og der er ikke mange jobs til os, selvom jeg har en meget bred profil og lave krav).
Yderligere har vi ikke fået den pasning, vi havde ønsket, så Arthur står til overflytning. Men det sker først om 3+ måneder pga regler og venteliste. Måske kan der gå et helt år.
Jeg har slet ikke lyst til at tage til det møde. Jeg har ikke lyst til at slutte barslen. Og jeg synes, jeg er et pattebarn, fordi jeg har de følelser ... Øv!
Piv!
Venligst
Annemarie (piv-pigen!)
|
Svar til dette indlæg
Lejo
© 1999-2021