 Fødselsnervøsitet...
Det er vist helt normalt. Jeg synes kun at det bliver
værre af, at man ved hvad der venter en. Det er jo
noget tid siden min sidste fødsel, men jeg husker
da, at det var lettere anden gang end første.
Selvom begge gjorde ondt! Ved den første blev jeg
sat igang. Jeg kan huske jeg skulle gå hen på
fødestuen med vedroppet i. Jeg gik og klammerede
mig til det dropstativ og troede jeg var døden nær.
Der var laaaang vej! Jeg fik lattergas, og var senere
klar på epidural, men da var jeg for langt henne...
Jeg klarede mig med lattergas.
Ved anden fødsel var jeg jublende glad over at
være gået i gang af mig selv. Og arbejdede godt
med veerne. Der var ingen lattergas på det
sygehus, men jeg fik karbad (skønt!), akkupunktur
(ingen virkning...) Og iltmaske. Jeg så veerne som
en bjergbestigning med redning på toppen. Åh så
skønt, når man må presse! Og endnu skønnere,
når man får sin præmie for 'arbejdet', sin egen lille
guldklump;-)
Tredje gang burde jo så være rutine... Men jeg har
det ligesom dig! Vi ved hvad der venter, og så
alligevel ikke, da der jo ikke er to fødsler, der er
ens! Og det er så frustrerende ikke at vide, hvordan
og hvornår det vil ske!
Men vi skal glæde os over, at vi ved hvordan man
arbejder med veerne, og hvordan man presser. Og
i bund og grund ER det jo hurtigt overstået, og vi
sidder med vores belønning, som vi må beholde
resten af livet;-)
Det skal nok gå altsammen!
Vh Line 38+0
Dette er et svar til  Erindringerne er tydligere
af Kikki (21-12-2012 kl. 00:13)
|
© 1999-2025