 Det er ikke fair! :(
Du skal ikke undskylde, at du skriver her - du er ligeså velkommen som alle andre. :) Jeg kan virkelig godt forstå, du er ked af det og skuffet. I havde jo allerede taget beslutningen, så det er klart, at du har svært ved at forlige dig med en helt anden fremtid, end den I for kort tid siden begge var indstillet på. Det handler jo ikke om ikke at kunne nyde de børn, man allerede har, men at glæde sig til at nyde både de eksisterende og de kommende i den storfamilie, man har drømt om!
Umiddelbart tænker jeg, at I skal have snakket noget mere sammen, men det skal nok ikke være lige nu. Mænd får ofte 'spat' af, at vi kvinder vi snakke om det samme igen og igen, og han har sikkert brug for lidt afstand. Mit bud er, at aborten har taget hårdere på ham, end han giver udtryk for. Det er jo et mistet barn, også selvom det ikke nåede at blive født.
Jeg synes ikke, han kan tage den beslutning alene. Ligesom du jo heller ikke kan tage den modsatte alene. Men det lyder til, at din mand hele tiden har været klar over dit ønske om en større børneflok - og været med på den indtil nu. Derfor tror jeg også, at hans ændrede mening bunder i nogle smerter, han ikke ved, hvordan han skal håndtere og derfor beskytter sig selv mod at opleve dem igen. Når der er gået lidt tid, er både hans og dine egne sår forhåbentligt begyndt at læge lidt, og så kan I tage en fornuftig diskussion omkring emnet.
Håber alt det bedste for dig og din familie!
Kh. Anita
Dette er et svar til 
af (00 kl. 0:0)
|
© 1999-2025