 Det er så forbandet svært!!
Årh... eller måske er det bare håbløst...
Vi var ved at glide fra hinanden. Jeg græd den nat det skete. Jeg tænkte ikke mere på det en tid... Men den var der... To streger på pinden osv. Jeg var ved at trække mig, trak mig mere fra ham. Endte med at trække mig helt væk. Han skrev mere og mere... sms'er i et væk. Skrev til min mor. Dukkede uanmeldt op trods lang køretur.
Han lovede i går, at nu var det slut. Nu ville han holde sig væk: "Ha' det godt"-agtigt. Jeg håbede en stund, at det virkelig var sandt, men det var det selvfølgelig ikke... Han vendte tilbage nu til aften og alt var helt anderledes. "Lad os nu være konstruktive og være gode venner, det er også mit barn"... Ja fint, der har vi været de første ti gange før... Indtil det vælter over i et hysterisk anfald igen.
Jeg har ikke ord. Kan ikke beskrive det helt her. Men årh, hvor er det bare svært... Så forbandet svært.... Jeg vil så gerne glædes, men føler igen glæde mere... Føler at en depression sniger sig ind på mig, mister lysten til både barn og mig selv. Har en søn på 6, det eneste der holder mig i live. Jeg dør langsomt indeni.
Ulykkelig.
|
Svar til dette indlæg
© 1999-2025