 Men kan det så ikke tænkes
at de foranstaltninger der har været omtalt at andre har taget
NETOP skyldes at der har været et konkret behov ?
Så usædvanligt er det altså ikke at nogen enten ikke er med i
fællesskabet eller har en mere eller mindre tydelig diagnose. Min
datter blev feks. først diagnosticeret efter at hun forlod folkeskolen,
hvordan ville du som forældre til et barn, der ikke har tæt kontakt
med et sådant barn, kunne vurdere om der var behov for
forældrestyring ?
Jeg har oplevet andre forældre bedyre, at der ikke var nogen i
klassen der ikke havde nogen at lege med (i de små klasser) til
trods for at min dreng aldrig legede med nogen af dem. De så det
bare ikke, fordi deres egen verden ikke inkluderede problemet. Så
hvordan skulle deres børn få den idé, at de skulle gøre noget aktivt
for at inkludere andre, når de voksne ikke engang kan se det ?
Jeg synes personligt at 7. klasse er for tidligt at lade dem sejle i
deres egen sø. Jeg har med sorg set at de ikke engang magter det i
en velfungerende 2. g på et godt gymnasium.
Hilsen Lone
Dette er et svar til  Men det er jo særlige omstændigheder
af Stenz (13-07-2017 kl. 08:59)
|
© 1999-2026