 Tja - jeg kender det godt lidt
fra mig selv - nok desværre som den forskelsbehandlende mor.
Jeg havde selv en fødselsdepression da jeg fik min datter, så vi fik
også en svær start sammen. Alt i alt gik det nu fint mellem os indtil
hun som knap 8-årig fik en lillebror.
Lillebror var ørebarn og havde en del kolik-lignende problemer som
helt spæd, og jeg var fuldstændig ødelagt af at få smadret min søvn
totalt, dette sammenholdt med at baby gylpede meget, og derfor
sjældent sov mere end 10 min. ad gangen i løbet af dagen, medførte
at jeg var i seriøst underskud.
Min datter kunne derimod ikke forstå, at jeg ikke havde det samme
overskud til hende, så hun drev rovdrift på mig en grad, der fik mig
til at trække mig. Nok mest fordi jeg havde det skidt med at afvise
hende, men var nødt til det, og følte mig helt urimeligt presset.
Det har sidenhen vist sig at hun også var autist, men det var der
intet der indikerede på det tidspunkt. Hendes autisme har medvirket
til, at hun slet ikke har kunnet vurdere, hvornår hun var for voldsom
eller urimelig overfor lillebror, og derfor har jeg tit været efter hende.
I perioder kunne de slet ikke være sammen uden at det endte med
at han græd.
Jeg har det bestemt ikke godt med hele situationen, men jeg ved
alvorligt ikke hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg forsøger at
få nedbrudt den barriere jeg har, men det er bestemt ikke en nem
process.
Den bedste måde du kan hjælpe dem på, er nok ved at være sød
ved pigen, og hjælpe moderen med at have nemmere ved at følge
trop.
Hilsen Lone
Dette er et svar til  -2
af rebecca (27-03-2017 kl. 13:27)
|
© 1999-2026