 jeg tænker ....
- på baggrund af mine personlige erfaringer med min kærestes søn, som
har en autismediagnose (hans autisme var så også relativt tydelig i
bestemte situationer, men for udenforstående kunne det måske godt se
ud som om, han "bare" var meget uopdragen), at du skal skelne
mellem, hvad du selv fortæller din søn og hvad du mener at vide, dine
naboer har eller ikke har fortalt deres børn.
Jeg synes, at NÅR nu din søn er så observerende, at han stiller dig
spørgsmål om drengens adfærd, så skal du svare, hvad du selv tænker
og tror ud fra bedste overbevisning. Det er ikke det samme som at
diagnosticere drengen, men blot at bekræfte din søn i det, han iagttager.
Og det synes jeg, er vigtigt, fordi din søn jo også skal lære at stole på
sine egne iagttagelser og fornemmelser. Men uden at dømme drengen,
som jo ikke kan gøre for, at han er som han er.
Når det gælder naboens måde at tackle situationen ift. deres egne børn,
så synes jeg ikke, du kan "blande dig" - med mindre der foreligger noget
decideret skadeligt (og det er der jo ikke tale om). Hvis deres søn er så
anderledes i sin adfærd, at din søn bemærker det, så er det givetvis
også noget, skolen er opmærksom på. Og hvis det er tilfældet, så har de
jo professionelle ind over - og vil alt andet lige derigennem have
modtaget råd og vejledning også ift. de andre børn.
Hvis din søn kommer til at "jokke i spinaten" overfor naboerne, så vil
han jo nok fortælle det til dig - og så må du jo afgøre med dig selv, om
du vil tale med naboen om det eller ej. Men det er deres eget valg,
hvordan de taler om tingene med deres børn.
Dette er et svar til  tjah
af Mini (11-03-2017 kl. 19:13)
|
Svar til dette indlæg
mini
© 1999-2026