 Hmm
For det første forstår jeg ikke helt dit "jo" i "så vi gik jo", hvorfor er
det en naturlig følge?
For det andet - men det kan du selvfølgelig ikke bruge til ret meget
nu - undrer det mig, at du ikke reagerede i situationen. Hvis mit
barn er i en situation med et andet barn, hvor jeg kan se, at de ikke
umiddelbart selv kan løse det, går jeg altid hen og spørger, hvad
der er foregået og lader begge komme til orde. På samme måde
ville jeg være gået derhen og havde spurgt de to drenge, hvad det
lige var, der skete der? Sandsynligvis ville faren - han lyder ikke
udpræget pædagogisk - have blandet sig og evt. talt på vegne af sin
søn, men så ville jegi det mindste have haft en mulighed for at få
opklaret, hvad der var foregået. Nu er alle parter: faderen, din søn,
du selv og måske også det implicerede barn gået derfra med noget
uafsluttet. Det andet barn har måske fået medhold i noget - men i
hvad? Din søn er blevet forskrækket, og du selv er frustreret, vred,
ked af det ...
Mit forslag: hiv fat i faderen næste gang, du ser ham og sig, at du
har tænkt over episoden og var ked af, at I ikke fik løst den på
stedet. Du ville egentlig gerne vide, hvad der var foregået.
- og så en lille 3. undren: overværede pædagogen det? Og
reagerede ikke?
Dette er et svar til  Episode i børnehave
af Mette (14-09-2016 kl. 15:07)
|
K
© 1999-2026