 Lidt mere
...... Uh tænker du måske, sikke højtravende. Jeg spurgte til det
praktiske. Men mine tanker er de samme.
Jeg vil hellere indrette mig i et liv, jeg tror vil skabe glæde og trivsel for
mig og dem omkring mig - end i et liv, jeg kan sige: Jeg gjorde det uden
hjælp! Og de to ting er modsatte størrelser for mig. For dét liv jeg kan
indrette i fællesskab med andre rækker ud over mig selv, min egen
navle, og giver mig overskud at sende videre ud i verden. Det liv, jeg
ville kunne "klare selv" ville være et mindre liv for mig og mine børn,
med mindre udsigt, færre relationer (og helt konkret mindre sport)....
Og så er der jo lige dét pudseløjerlige i din opstilling: At kunne klare sig
selv (sammen med sin mand) versus at klare sig ved hjælp af mine
forældre. Altså alt det bedste til dig og din mand, misforstå mig ikke.
Men hvis der er noget livet har lært mig er det, at det ikke nødvendigvis
er de ældste der dør først, at ting meget meget sjældent går som
planlagt og at andre mennesker også lever med deres frie valg. Hvis
idealet er at klare sig selv, så skal en familie i en kernefamilie indrette
sig, så de kunne fortsætte upåvirket i forbindelse med skilsmisse eller
dødsfald (samme økonomi, hjem, rutiner, skole, relationer, dagligdag,
sport, venner, værdier....) Og igen: Mærkeligt ideal at ville "formindske"
før - for ikke at risikere at skulle gøre det senere. Jeg tænker ikke jeg
har truffet dårlige beslutninger, når min søn på ti hellere vil gå hjem til
farmor fredag eftermiddag end hjem til mig. Jeg ved, vi har hinanden til
låns - og glædes over at flere har part i lånet.
Dette er et svar til  tja
af Ditte Maj (23-05-2016 kl. 01:19)
|
Ditte Maj
Svar til dette indlæg
© 1999-2026