 Føler mig ensom......
Som overskriften siger, føler jeg mig ensom. Jeg er gift, har børn
og en rimelig stor familie, men alligevel føler jeg mig ensom. Vi har
2 vennepar, som vi ser 3 max. 4 gange om året. Det ene par er min
gamle skoleveninde fra folkeskolen, og jeg holder utrolig meget af
hende (og hendes mand og barn). Alligevel ser vi dem ikke mere
end de 3-4 gange om året. Vi har altid noget at snakke om, så det
er ikke derfor, det halter efter. På min arbejdsplads får jeg ofte den
følelse, at jeg er lidt udenfor. Der er mange piger, og det kan jo
altid skabe lidt røre. Samtidig er det meget klikedelt, og det er
bestemt ikke nemt at blive en del af kliken. Jeg er dog altid glad og
imødekommende over for alle, og alligevel har jeg stort aldrig en
frokostaftale med nogen og bliver heller aldrig spurgt, om jeg vil
med til frokost. Jeg mærker det også blandt forældrene i vores den
mindstes børnehave og skolen - det er aldrig mig, nogen henvender
sig til først. Jeg står altid lidt på sidelinjen og må altid selv være
den, der sætter mig hen til et bord, hvor snakken altid er godt igang
mellem de andre, og så synes jeg bare, det er svært ligesom at
blive en del af det fællesskab og den snak, som de allerede er godt
igang med. Selvom jeg sidder i forældrerådet i den ene klasse,
synes jeg ikke, at situationen er blevet bedre. Jeg har et stort
behov for at have venner og møde nye mennesker, men synes
dælme det er svært uden at mase på. Er der andre end mig, der
har det samme måde? Og hvad har I gjort for at blive accepteret og
budt ind i fællesskabet. Og hvor er I gået hen for at få nye venner?
|
Anobis5
Svar til dette indlæg
© 1999-2026