 II
altså, så kan vi betale lidt langsommere af på min studiegæld og jeg selv bruge lidt mindre på mig selv og generelt spare lidt her og der... Og så er jeg så "heldig" at jeg fik i forhold til min gamle branche, lav løn i forvejen, så jeg er ikke blevet vandt til højere løn end lige knap 60.000... (nemmere at skære ned fra 58 til 50 end fra 68 til 50... vi bruger altid det vi har...). Og så må vi så vente et par år med nye biler... og så går den nok.
MEN hvis jeg skal helt ned til 45.000 så begynder det at mærkes for os alle. Mindre rejser, mindre ud at spise, mindre oplivelser og mere at passe på.
Så spørgsmålet er. Hvad ville I sige til jeres mand hvis han kom hjem og fortalte at han vil tage et nyt job som vil betyde at I ikke har råd til det I plejer? I skal spare på mad (mindre kød, mindre økologi), oplivelser, rejser, ferie...? Og hvor langt kan man forvente at den anden går med til?
Det er jeg som tjener mest her, dog hvis jeg kommer under 50 vil jeg blive overhalet, første gang siden vi begyndte at arbejde efter studiet ;-) Og det skal siges at min mand forsøger at forstå mig, men det lykkes ikke helt... han har lavet det samme siden han var 19 år og ville vælge præcis det samme igen hvis han skulle starte forfra... så han aner ikke hvordan det er at ville noget nyt og synes det man laver er kedeligt...
så jeres mening? hvad skal man? hvad er ok? Og er ens arbejdsglæde al besværet værd? (må siges at min nuværende branche er ikke sådan jeg ikke kan holde det ud... jeg vil bare heller noget andet).
Solveig
Dette er et svar til  løn - arbejde - prioriteringer
af Zzolla (24-02-2016 kl. 16:32)
|
Zzolla
Svar til dette indlæg
© 1999-2026