 Svært at svare på
Det er svært at svare på, for jeg er ikke helt sikker på hvad du mener.
Måske noget der ligner?
For mig har det handlet meget om, at lære at leve et liv. Det lyder
måske mærkeligt, men jeg mener det helt bogstaveligt: At leve et liv
med forbindelse til et følelsesliv, med handlestrategier i forhold til op- og
nedture, med tillid til omverden og menneskerne i den, med tro på at
jeg er god nok osv. osv. osv.
Jeg har været meget opmærksom på ikke at tænke i enten-eller-
strategier generelt, og dermed også i forhold til min opgave/"rolle" som
mor. Jeg har med andre ord forsøgt at lære at leve et liv (som mig, som
kæreste, som ven - og ikke mindst som mor) med udgangspunkt i noget
jeg selv har definitionsmagt over udfra mine egne værdier - og altså
netop ikke i modsætning til min egen barndom. Jeg kan ikke overspille
historien ved at gøre anderledes. Jeg kan ikke hele min egen barndom
gennem mine handlinger i forhold til mine børn. Men jeg kan kæmpe
røven ud af bukserne for, at de får en autentisk mor (mig) på godt og
ondt. Jeg har tilgivet min barndom, jeg har på mange måder et "helet"
liv. Men det har været vigtigt for mig, at den opgave lå (og ligger) hos
mig - så mine børn ikke skal arve historien (hverken som gentagelse
eller som eksempler på "modsat", identifikationsobjekter eller
mønsterbryderens børn). Jeg ved ikke om det giver mening, det er
svært at forklare. Men jeg kan sagtens genkende følelsen af at ville gøre
bedre for sine børn og den befrielse/magt/tilfredsstillelse/fred der ligger
i at opleve, når det lykkes.
Dette er et svar til  forhåbentlig får dine børn trods alt
af Anobis (10-02-2016 kl. 10:23)
|
Ditte Maj
Svar til dette indlæg
© 1999-2025