 Det kommer an på, hvordan jeres
kommunikation ellers er. Plejer I at kunne tale om den slags? Vil du
kunne sige det uden at bebrejde og bedømme, men mere som en
undren og spørgen ind til? Vil han kunne svare dig og snakke med
dig om det eller bare føle sig angrebet og gå i forsvarsposition?
Hvis I KAN snakke om det på en ordentlig måde, synes jeg godt, du
kan rejse din undren over dette med baggrunden "det ville jeg nok
ikke selv have gjort".
Men bestemme det, kan du faktisk ikke, og derfor vil det nok også
være en dårlig idé at sige "det synes jeg ikke er i orden". For når
dine børn er hos ham er de hos ham, og så er det hans call.
Ligemeget hvad du synes om det. En af ulemperne ved at være
skilt, hvis du spørger mig - og en af de ting, som jeg tror især er
rigtig svært for kvinder.
Jeg og min mandhar den med omvendt fortegn omkring ting der
foregår hos min bonusdatters mor, men vi er nødt til bare at bide
det i os og sørge for, at det der foregår hos os selv er noget, vi kan
stå inde for. Med mindre vi direkte mener, det er til skade for
hendes sikkerhed eller mentale sundhed.
I øvrigt var min bonusdatter altså også alene med vores 4årige i
den alder. Måske ikke i flere timer ad gangen, men ikke desto
mindre. Man har jo bare forskellige grænser for den slags, og det
kan jo også handle om, hvor langt væk man er, om der er andre
voksne osv.
Dette er et svar til  Kan jeg blande mig og hvordan?
af Ano i dag (26-04-2015 kl. 20:28)
|
Kathrine
© 1999-2025