 Der er også lige den tvist...
At hun HAR et barn - som desværre ligger på kirkegården. Jeg mistede
min 2. Datter en uge før termin af ingenting og smerten og sorgen over
hende havde nær flået mig i stykker.
Så ikke nok med at din veninde kæmper en urimelig kamp for at blive
gravid så har hun også stået med et alt for stille spædbarn i armene og
måtte tage den tunge umulige afsked. Så sideløbende med sin kamp
om en levdygtig graviditet så kæmper hun med et savn. Det er 6 år
siden jeg mistede min datter og savnet kan stadig overrumple mig. Og
jeg glædes når mine nærmeste tæller hende med og stadig husker
hende.
Jeg har fået to levende døtre siden men det var en hudløs proces at nå
dertil. En abort og udskrabning efter hende der døde gjorde vejen
tungere endnu. Og jeg ville næppe have kunnet forholde mig til hvis
nogen undervejs antydede jeg burde opgive og adoptere. Jeg var
hudløs, fældet og knust og havde brug for nogen troede på mig når jeg
selv vaklede. Jeg kastede mig over zoneterapi og akupunktur for at
afstresse min krop, forsøgte at finde roen midt i mit livs mareridt. Men
folk er jo forskellige... Måske har din veninde helt andre behov end jeg
havde... Men tag hendes mistede barn med dig i samværet med hende.
DET barn fylder og driver hende.
Dette er et svar til  Tak for svaret
af Ano (15-02-2013 kl. 05:34)
|
Mor til 4
© 1999-2025