 Måske er det bare mig?
Sagen er den, at jeg har en kæreste, som jeg har haft i snart 2 år.
Han har to børn, det har jeg også.
Han var aldrig rigtig forelsket i sin eks. men på en eller anden måde
var det bare nemmest på det tidspunkt i hans liv, indtil det gik op for
ham, at han ikke ville leve sådan. 1,5 år efter fandt vi sammen. Hans
eks og jeg var veninder engang, hvilket jo komplicerer det noget. det
skal dog lige sige, at vi (han og jeg) ALDRIG har haft øjne for
hinanden før efter bruddet (altså de der ca. 1,5 år efter), så er det
på plads!
Ca. et år efter vi fandt sammen, siger han til hende, at han ikke kan
have at deres børn skal vokse op uden en rigtig familie og at han
mener de to kunne få et dejligt liv sammen. Dette fortæller han mig
dagen efter han har sagt det til hende og han fortæller, at han ikke
mente det, men at han bare fik et mindre sammenbrud fordi hans ene
barn, havde udtrykt ønske om en rigtig familie. Han fortæller også
dette til sin eks, samt, at han ved han nu har såret mig meget og det
fortryder han bittert for han elsker mig.
Hun reagerer heldigvis med forståelse, og afviser hans første
indskydelse.
detter fører til et brud i vores forhold, hvilket jo self. er meget
smertefuldt, men det gør for ondt på mig lige i dette.
Vi kan dog ikke holde os fra hinanden alligevel og genoptager vores
forhold. Min tillid er dog noget skrammet og det fortæller jeg ham
meget tydeligt og han forsøger at gøre det godt igen, så godt han
kan.
Ikke desto mindre har det hver gang siden, gjort frygteligt ondt hver
gang de skal lave noget familiært sammen, for det var jo netop det...
|
mille
Svar til dette indlæg
© 1999-2025