 Hejsa (1)
Vi har et 2 vennepar, hvis drenge begge har asperger, men de har begge tacklet det meget forskelligt. Drengene er i dag 18 og 20.
Da den ene dreng fik diagnosen valgte forældrene at være meget åbne omkring det, og fortælle drengen og vennerne at han har asperger. Det har alle i omgangskredsen inkl. ham selv vidst, og den åbenhed har i den grad hjulpet deres dreng. Han har gået i normal folkeskole, men var i en kommune der ydede hjælp, så de fik ekstra støtte. Det var svært i starten, men da de var opærksomme på at det kræver faste rammer, faste mønstre, og stå fast på at det er ok at drengen f.eks. kun spiste bestemte ting, og er lidt anderledes har alle tacklet det godt. Drengen har fået støtte fra sine forældre, og bor i dag på kollegie og læser fysik på Niels Bohr. Vi ser ham også ind imellem, og han er en dejlig dreng - han small talker ikke, men har er socialt godt fungerende, for de har lært ha spillereglerne. Da han var mindre slog han ofte osv. fordi han ikke vidste bedre, men tålmodighed og åbenhed har være vejen frem.
Hos dreng nr. 2 valgte forældrene at overhøre at han har asperger - de erkendte det nærmest ikke og prøvede at tie det ihjel. Drengen er altid blevet stemplet som et problembarn, som om han er en sød og dejlig dreng, men har har haft en svær, svært barndom og ungdom, og er idag meget isoleret, uden venner på sin egene alder, men alene med sin computer, og bor stadig hjemme. Han er i et beskæftigelsesprojekt, men har stadig ikke erkendt at han har en diagnose.
Dette er et svar til  Aspergers
af Ano for nu (11-05-2012 kl. 22:02)
|
Svar til dette indlæg
© 1999-2025