 Kære du
Jeg har selv været ude for det samme, som du beskiver, og det er så umådelig en svær situation at stå i. Man føler sig forladt, ensom, vred, ked af det og helt modløs. Jeg kan også godt genkende det du skriver med, at du ikke magter at spise. Men du er NØD til at få mad, tving det i dig, bare en smule, næsten lige meget hvilken form for mad, bare du får noget. Uden mad taber du endnu flere af dine kræfter og ressoucer, og selvom situationen for dig, synes uholdbar nu, så skal du stadig være mor for dine dejlige børn, de har brug for dig. Fortæl dem at du er ked af det, men at i nok skal klare jer, og at du har styr på det. For hver nat der går, er der også gået en dag, og for hver dag der går, bliver du en lille smule stærkere, men det føles ikke sådan. Det store sorte hul du siger du er havnet i, det vil du lige så langsomt kravle op ad igen, men det taget tid, lang tid. Jeg er sikker på, at du nok skal klare dig, med eller uden din mand. Jeg vil foreslå, at du evt tager kontakt til din læge, han eller hun vil kunne hjælpe dig et stykke af vejen. Jeg sender dig de bedste tanker, og ønsker dig alt mulig lykke.
Dette er et svar til  del 2
af Alene (29-02-2012 kl. 14:21)
|
Emmy
© 1999-2025