 Godt, du mærker efter.
Jeg tror, vi tit kører i så højt et tempo, at vi bare klarer det hele, for det skal vi jo, og så viser man jo også klart mere overskud, hvis man bare klarer det hele uden at svede. Og det vil vi jo gerne; altså vi se overskud.
Det er så først, når filmen knækker, at man kan mærke, at man nok har været rimelig stresset alligevel. Personligt har jeg selv måttet indrømme, at jeg nok har været lidt presset de sidste par år, men nu hvor tvillingerne er ved at være store (3½) begynder det at hjælpe. Selv kan jeg høre mig selv skælde ud på både egne børn og eleverne i skolen, når jeg bliver for presset, og så er det bare med at sætte bremsen i. Det er bare helt forfærdeligt, når man kan høre sig selv som den mor, man BARE ikke vil være. Men vi er kun mennesker, og jeg ved godt, at de der superoverskudsmødre selvfølgelig findes, men jeg tror det allervigtigste må være at kunne erkende, også overfor sine børn, at man ikke er et overmenneske, og at det godt kan blive for meget. Og så bremse ned og mærke efter, hvad man har brug for at ændre, før det bliver for svært at vende skuden på egen hånd. For meget af stressen kan findes i vores egen tænkning, både i forhold til børnene, om vi kommer dem positivt i møde eller hakker og bider for meget og i forhold til den arbejdsmængde, vi pålægger os selv i huset og på jobbet. Måske kan noget skæres væk eller vente og så kan man slukke for børnenes fjernsyn og læse en bog for dem eller bare gå en tur sammen i stedet.
Men i hvert fald held og lykke herfra en også indimellem stresset mor.
Knus fra Anne
Dette er et svar til  Stress?
af Liselotte (17-06-2011 kl. 10:45)
|
© 1999-2025